Formstærke seniorer
Når man husker tilbage på Heavymetal.dk’s anmeldelser af Testaments to foregående udspil, Titans of Creation og Brotherhood of the Snake, og ikke mindst deres seneste koncerter i Danmark, kan man med nogen ret påstå, at Testament er det mest formstærke af alle de gamle Bay Area-bands, der stadig er aktive i dag. Spørgsmålet er, om amerikanerne på deres 13 udspil, Para Bellum, formår at holde fast i den gode form? Det finder vi ud af nu.
Thrash og meget andet
Testament har altid været et af de bands, hvor det har været mest tydeligt, at dødsmetallen kom fra thrashen, men at indflydelsen samtidig absolut også er gået den anden vej. At amerikanerne har tænkt sig at fortsætte den trend på Para Bellum, men også at bygge lidt på den, bliver klart allerede på åbneren, “For the Love of Pain”. Her både growler og skriger enmandshæren Chuck Billy som besat. Her er både død og thrash, men d’herrer Skolnick og Petersen på guitarerne serverer også heftig tremolo-riffing og solide elementer af meloblack, hvilket tilføjer det åbenlyse raseri en fin snert af melankoli. ”Pain” byder også på tunghed, i noget man bliver nødt til at karakterisere som et decideret breakdown. Dette overflødighedshorn af et åbningsnummer slutter af med at gentage det melodiske/melankolske black riff fra tidligere, nu suppleret med en lille bassolo.
Sådan åbner man et album, og festen fortsætter på næsten samme niveau med ”Infanticide A.I.”, hvor vi får mere dødsthrash, nu a la Testaments tyske kolleger i Kreator og Desctruction. Den nye grydebasker, Chris Dovas, er et regulært bæst på trommerne, og man savner imponerende nok slet ikke legenden Gene Hoglan. Med numre som ”High Noon” og ”Whitch Hunt” byder Para Bellum på endnu mere smadder, men der er desværre lidt mere tale om stiløvelser og teknisk showoff nu. Heldigvis er der undervejs indlagte pauser fra alt smadderet, hvor Testament sætter tempoet lidt ned, og hvor der således bliver mere plads til groove og tunghed. På ”Nature of the Beast” byder Alex Skolnick endda på en ægte Eddie Van Halen-intro, og det mestrer Bay Area-scenens bedste guitarist selvfølgelig også. Ellers lægges der med de fedtede riffs og de langsommere grooves mere op til Metallica anno 2023. På ”Havana Syndrome” er det primære fokus på melodiske guitarlinjer, der havde befundet sig godt på en King Diamond-plade.
Eneste egentlige svipser er desværre albummets længste nummer, balladen ”Meant To Be”. Så snart Metallica udgav “Fade to Black” i 1984, skulle alle andre thrashgrupper nogensinde have indset, at det løb var kørt. Ingen af forsøgene, jeg kender til, er bare i nærheden af det, Metallica formår i den vanskelige balladekunst, og det laver Testament ikke om på her. ”Meant To Be” lyder som en billig Pretty Maids-kopi, og selvom jeg elsker de østjyske veteraner, så er det ikke en vej, Testament behøver at gå. Det er en momentum-dræber af de helt store. Heldigvis slutter titelnummeret albummet af på bedste vis. Episke ”Para Bellum” serverer klassisk Testament: lækre soloer. Både tunge og storladne riffs. Speederen i bund og episk thrash. Vi får det hele og lidt til i endnu et vildt omskifteligt, men super velkomponeret nummer, med det gamle, men højaktuelle budskab om, at hvis man vil have fred, må man forberede sig på krig. Med noget smukt melodisk clean guitar, gives der endda plads til lidt eftertanke til allersidst. Sådan slutter man et album af!
Testament gør det næsten igen
Er der enkelte jævne stiløvelser undervejs? Det må man indrømme. Der er også en decideret helkikset ballade, der både er lang og dårlig. Men svaret på denne anmeldelses indledende spørgsmål er alligevel, at Testament her i 2025 stadig er tæt på topformen. Når man tænker på, at de her gutter albumdebuterede i 1987, er det ganske imponerende.
