Den længe ventede tilbygning er her endelig
For snart to år siden listede Temple of Scorns debut-ep Preliminary Mass sig ind ad brevsprækken i Detektoren. En yderst vederst(h)yggelig sag, der med sølle tre numre fordelt på et kvarters tid formåede at bygge et lækkert fritidshus midt i R’lyehs skræmmende gader og invitere lytteren på en forlænget weekend. Her to år senere har det aarhusianske band endnu en gang kontaktet en flok håndværkere. Og trods tårnhøje priser på byggematerialer, ja så er der kommet fuldlængden Funeral Altar Epiphanies ud af det.
Så begrav mig da, og kom med den åbenbaring
Byggestilen er stadig den samme som på Preliminary Mass. Sort og klistret doomy dødsmetal, som man kender fra blandt andet Krypts, Grave Miasma og gode gamle Incantation – en anden stil ville også være mystisk, nu alle tre numre fra ep'en er med på Funeral Altar Epiphanies.
Alle de “gamle” numre er at finde på første halvdel af pladen, og som det var tilfældet i 2021, så er numrene stadig bygget så solidt som et begsort bjælkehus af de tykkeste egestammer. “Burden of Decline” raserer stadig dit sind med sin maniske vildskab, og “Portals to Dystopia” tordner stadig ustoppeligt som umenneskelige skrig og brøl fra afgrundens kolde dyb. Og selvom to år i den moderne tidsalder er en evighed, så mærker man på ingen måde, når “Burden of Decline” glider over i den nye “Begotten by the Envenomed”. Om ikke andet så strammer mørkets klamme hånd kun sit greb. Dog kan jeg ikke lade være med at synes, at det er en lille smule dovent at fylde halvdelen af pladen med gamle numre og en intro – specielt når man tænker på, at bandmedlemmerne har så meget erfaring, at det er lige før, at de kan få en lønnet praktikplads.
Det er nemlig på pladens anden halvdel, at navnligt titelnummeret og lukkeren “Burning Palace of Wisdom” viser, at Temple of Scorn kan mere end bare være en flok sortklædte bøhmænd med god smag. For bjælkehuset har minsandten både altan og et kæmpe ovenlysvindue. Og ind ad det vindue strømmer et storslået kulsort mørke, funklende som den sorteste diamant, der fortjener at blive hyldet i al sin glorværdige ære, som var det de to kopper dobbelt espresso med halvt vand, man bliver nødt til at skylle indenbords mandag morgen. At adskille de to stemningsfyldte tjærepøle med den nærmest helt primitive neandertalstampende ”Wretched Inner Sanctum” er en mindre genistreg. ”Burning Palace of Wisdom” fremstår som en perfekt lukker, der føles både som en hyldest til mørket og som at få en gravsten smidt lige i skærmen for derefter at blive pakket i pjalter og kylet i graven. En formidabel konklusion og genial måde at opgradere de slæbende Krypts-riffs på.
Mere af det samme, men stadig samme kvalitet
Var man et frygteligt nederen menneske, ville man kalde Funeral Altar Epiphanies for en ny ep, hvor de gamle numre bare er med som fyld. Alle andre ville kalde den en herlig gang klam, klistret og dejlig kulsort skovlfuld doomy dødsmetal, der kan få enhver hyggelig julestue til at fremstå som den mørkeste og mest frygtindgydende drypstenshule, hvor mareridtet konstant lurer lige uden for synsfeltet.
