Kan Mork overgå sig selv igen

Trods de åbenlyse forskelle såsom nationalitet og stilart vil Mork nok altid minde mig om Kvaen. Begge bands er soloprojekter, drevet af rendyrket passion. Begge bands hylder de helt store helte fra deres respektive hjemlande. Begge bands formår da også at tage deres respektive genrer og bygge videre på dem, med det resultat at de begge lyder som deres helte, men også besidder et frisk pust og derved rammer perfekt ned mellem 'nyt' og 'gammelt'.

Sidst jeg sad med en Mork udgivelse, var for godt og vel to år siden, og der proklamerede jeg, at bandet havde overgået sig selv, og jeg kvitterede da også med ni store og fuldfede kranier. Nu skriver vi 2026, og Morks nye skive, Monolitt, er landet. Så spørgsmålet er, om Thomas Eriksen formår at overgå sig selv atter en gang?

Ét skridt frem, to tilbage

Ulig tidligere værker som Syv og Dypet starter Monolitt lige på og hårdt. Her er ingen indløb, mystiske skovlyde, fuglekvidren eller noget tilsvarende, niks! ”Under Vekten Av Verden” sparker hele balladen i gang med et gedigent 'slå til Søren-riff', der får en til at tænke på både Judas Priests ”Painkiller” og Slayers ”Black Magic” – og så er vi ellers i gang!

Helt overordnet er Monolitt en mere hidsig, kradsbørstig og öld skööl black metal, end hvad vi ellers har fået fra Mork de sidste par år, og nu og da er vi nærmest ude i noget kulsort heavy, ikke totalt ulig Darkthrones nyeste skive. Men der er dog stadig masser af melodi og groove at komme efter på Monolitt, og det er bestemt stadig tydeligt, at guitarriffet har en særlig plads i Eriksens hjerte. Tag nu bare c-stykket i ”Torden”, hvor Eriksen kanaliserer 1980'ernes Bay Area, eller introen til ”Skrømt”, som næsten lyder som en Dark Funeral-sang.
En af de største forskelle fra Monolitt og nærmest alt andet Mork har lavet indtil videre, er, at man nu godt kan høre, at Eriksen også er begyndt at lave sange, der er egnede til at blive spillet foran et publikum. Introen til ”Inn I En Annen Saere” er som skabt til at råbe 'hey-hey-hey!' og banke sig i brystet, mens resten af sangen indbyder til headbang-galore.

Monolitt er virkelig en riff-buffet. Der er ikke ét nummer på skiven her, som ikke er spækket med sprøde retro-riffs, hvilket er top fedt. Det er dog en plade, der er mindre legesyg, og mindre følsom, end Mork har været på det sidste, så i den forstand minder albummet her nok mere om de lidt ældre udgivelser som Eremittens Dal fra 2017. Hvilket egentligt giver fin mening, da Eriksen ovenpå udgivelsen af Dypet udtalte, at han havde følt, at Mork havde bevæget sig meget langt væk fra sine rødder, hvilket førte til at han skabte sit sideprojekt, Udåd – et betydeligt mere råt, primitivt og klassisk band.

Det er derfor fuldt forståeligt, at Monolitt er mere klassisk og, ja, retro i sin lyd end de sidste par skiver. Det ændrer dog ikke på, at selvom det er en kanon plade, savner jeg de der små, skæve og totalt uventede passager, som Eriksen ellers har forkælet os med de sidste par år.

2026: A Norwegian Odyssey

Når de fleste hører ordet 'monolit', tænker de nok på den mystiske stenblok fra 2001: A Space Odyssey. En monolit er en enestående (i ordets mest bogstavelige forstand) stenblok som Ayers Rock eller El Capitan – med andre ord et mystisk og nærmest overvældende objekt, som ikke kan undlade at fascinere os mennesker. Er Monolitt så et sådant objekt? Nej, desværre. Det er bestemt en god plade, som snildt kan stå skulder ved skulder med de andre Mork-udgivelser, men der mangler altså lige lidt stjernestøv og ekstra krymmel på toppen.