Six String Slaughter - The Next Slaughter [EP]

The Next Slaughter [EP]

Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

"The Next Slaughter" er anden EP fra de danske dødsmetallere Six String Slaughter, og jeg synes egentligt, at både band og skive lever op til Slaughter-navnet, for der tale om vaskeægte og ganske stilren, men stadig varieret dødsmetal med smæk på, som trækker på både old school og new school tendenser.

Skiven starter med "Banners and Flags", der med sin vekslen mellem blastbeattilsatte primitive riffs og tunge riffs krydrede med guitarmelodier, sidder lige i skabet hos undertegnede. Det følgende nummer "The Waiting Is Over" flirter også med med guitarmelodier, men er en lidt tungere sag, der indeholder nogle riffs, der minder lidt om sen-90ernes Bolt Thrower (og det i sig selv kan jo kun være en god ting), og andre der er lidt Chuck Schuldiner-agtige (og det i sig self kan også kun være en god ting). "Seduction" starter ud med et tungt og groovy Pantera-agtig riff, som man næsten ikke kan lade være med at headbange til, og derefter bliver lytteren kastet ud på en dødsmetalrejse gennem et landskab af blastbeats, tunge riffs, groovy stykker, upbeat thrash-riffs og alskens andre dødsmetalgodter. "Rot In Paradise" er en tungere og lidt mere melodisk sag, der med sit leadguitartema og 3/4 takt kan minde lidt om de tidlige 90eres britiske doom death bands - det er et udmærket nummer, men samtidigt også det, der fænger mig mindst på skiven. Så synes jeg, at "Chaos Is Beautiful", der også trækker lidt på doom death og samtidigt melodisk death metal (og jeg mener ikke den mere poppede melodød, der er så populær nu, men den type med lidt mere knald på, som associeres med At The Gates), er mere vellykket. Det sidste nummer "Dying Nation" er også ovre i det mere melodiske, og er generelt en tung sag, der dog bliver mere varieret med hensyn til både tempo og groove.

Vokalen er også vellykket, synes jeg. Normalt er jeg meget kritisk over growling, som jeg stiller ret høje krav til. Men her kan jeg ikke sætte en finger på noget ved vokalen. Den er lige som den skal være og passer perfekt til musikken. Dog lyder det som om, "Dying Nations" starter med ordene 'Smell the smoke of Star Trek fish'... men det er nok bare mig, der hører forkert.

I det store hele er det en meget vellykket skive, der tager det bedste fra dødsmetallen, som den har udviklet sig over årene, og blander det sammen til noget musik, der i hvert fald passer lige ind i min smag. Jeg har lavet referencer til nogle andre bands, men det skal siges, at Six String Slaughter ikke er uoriginale som sådan - jeg tror bare, de er inspirerede af mange af de legendariske bands i genren, og det er fedt nok.

Jeg tror, at denne EP vil appellere til fans af både gammel og ny dødsmetal, og i det hele taget vil jeg anbefale, at man støtter op omkring bandet, og den danske scene generelt, og køber et eksemplar af "The Next Slaughter".

Kommentarer (1)

Claus Ljørring

Claus Ljørring

Redaktør

Indlæg: 378

Fandme fedt med noget godt

Fandme fedt med noget godt dansk metal! Enig i anmeldelsen og kan sku kun glæde mig spændt til debut skiven udkommer. Det bliver stort! GODT GÅET DRENGE!