Undskyld, hvad sagde I, at I hed?
At norske black metal-bands har en rodet, obskur fortid, det kan være svært at finde hoved og hale i, er der absolut intet nyt i. Alligevel tager Ulvhedner prisen. Bandet har teknisk set eksisteret siden starten af 1990'erne, dengang hed de bare Skygge – et navn, der måske var lige anonymt nok, så det skiftede de til Mithrim få år senere. Det var åbenbart heller ikke helt godt nok, så i 2003 skiftede de navn til Ulvhedner, et navn taget fra en demoplade, de udgav i 1999. I 2020 gik de så i opløsning for blot at vende tilbage i 2021. Alt det her roderi har så også betydet, at de først udgav en debutplade i 2009 – noget, de aldrig fik gjort, dengang de hed Skygge eller Mithrim. Så ja, vi har bestemt at gøre med et band, der virker mere forvirret og retningsløs end en veganer i et Danish Crown-slagteri. Men skidt pyt, fortiden er fortiden, og nu skriver vi 2026 – og sørme om ikke Ulvhedner er klar med sin tredje plade! Drittkul!
Du har noget myseost på sweateren
Alt ved Ulvhedner skriger langt væk af, at de er fra Norge. Ikke på den arketypiske black metal-måde med corpsepaint, nitter, tremolo-riffs og endeløse blastbeats. Nej, vi er klart mere ovre i vandreture i skovene, uldne sweatre, bjælkehytter og myseost 24/7. Bevares, de spiller da black metal, ingen tvivl om det. Men det er altså ikke trve black, vi er ude i her, det er skovturs-black, så det basker, ikke helt ulig det Ulver lavede på de tre første plader. Faktisk ville det ikke være helt forkert at sige, at Berg Øde lyder, som hvis man tog netop Bergtatt – Et eeventyr i 5 capitler, Kveldssanger og Nattens madrigal – Aatte hymne til ulven i manden og kogte dem sammen – og tilføjede en meget klar og moderne produktion.
Bevares, nu og da bliver der da også skruet lidt op for de hårdtslående passager som på “Det Syng i Kvist og Kved i Kvam”, et nummer, bandet har lavet sammen med vennerne i Blodørn med det resultat, at vi står med en sang, der nemt kunne have været en glemt Taake-sang. Og man kan måske også trække en lille rød tråd til et band som Windir – hvis der er én ting, Ulvhedner sætter større pris på end uldsweatre, så er det guitarlir. Berg Øde er proppet til randen med megasprøde riffs, licks og soli. Tag nu bare ”Snøen Danser i Vintersol”, det er et fantastisk eksempel på alt dette og et virkelig genialt nummer – så er den ikke længere.
Helt generelt er det her en skive, der vil utroligt meget, og som faktisk slipper afsted med langt det meste af det, den vil. Der er både forholdsvis rå og klassisk black, omend det er pakket noget pænere ind end sædvanligvis. Der er smukke, lange og atmosfæriske folk-passager med akustiske instrumenter, fløjter og alt det, som hører sig til – og så er der altså nogle gedigne guitarelementer, hvor bandet virkelig trykker den af og understreger, at de altså kan langt mere end bare at spille barrégreb og tremolo-riff.
De fleste sange er ligeså bygget op af utroligt mange forskellige dele, så selvom gennemsnitslængden af numrene er lige over seks minutter, så får man utrolig meget musik per sang, og der er tilpas meget variation til, at man aldrig når at kede sig. Hvilket bestemt er et gedigent plus, og det siger lidt om, at selvom Ulvhedner har væltet rundt tidligere, så ved de altså godt, hvordan man skruer en plade sammen.
Dog er det desværre ikke alle numre, der er lige stærke, og nu og da bliver folk-passagerne simpelthen for kluntede som eksempelvis introen på “Kveldingsblå”, og jeg er ej heller fan af den mere bøllede retning, som de kører nedad på “Det Syng i Kvist og Kved i Kvam”, da det slet og ret ikke passer til resten af stemningen i nummeret eller på pladen. Slutteligt havde jeg helt droppet ”Sumarstev”, det er rent fyld og intet indhold.
Heia Norge!
Jeg havde absolut ingen forventninger til Berg Øde, andet end at det her bare var endnu en banal omgang nordmands-black. Jeg skal være helt ærlig og indrømme, at da jeg bad om få lov til at anmelde pladen og bandet her, havde jeg faktisk totalt forvekslet dem med nogle andre nordmænd. Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget! Berg Øde har virkelig taget mig med med bukserne nede, for det her er virkelig en megafed plade, og Ulvhedner er klart et band, man bør holde øje med, hvis man altså er til klassisk skovmands-black a la Norge, hvor der både er plads til en udmærket produktion og en helvedes masser spade! Så heia Norge, heia Ulvhedner!