Ik kom uit Nederland. Ik speel death metal

Nederlandene har en stolt tradition indenfor dødsmetal, hvor grupper som Pestilence, God Dethroned, Asphyx og Gorefest har pioneret en lyd, som i særligt halvfemserne satte Holland på verdenskortet. Det er på både godt og ondt, at man holder nederlandsk dødsmetal til den standard, da det også kan hæmme en progression – eller udvikling, om man vil. Måske er det, fordi dette er mit første bekendtskab med Sepiroth, men i konteksten af, at de lydmæssigt læner sig op ad førnævnte bands fra 80’erne og tidlige 90’ere, er Sepiroth et relativt nyt skud på stammen. Dannet i 2003, men ikke særligt produktive, da Condemned to Suffer blot er bandets tredje udgivelse. Om ikke andet er spørgsmålet, om produktet, Sepiroth leverer, er nok til at retfærdiggøre, at man fremhæver dem i genren, ligesom Legion of the Damned lykkedes med, eller om de forbliver endnu et band for kun de mest hardcore fans.

Middelmådighed med momenter

Lad det være sagt med det samme, at Sepiroth har valgt at spille traditionel dødsmetal med tryk på det traditionelle. Jævnfør bandet selv spiller de benknusende, nakkebrækkende og rygdestruerende brutal dødsmetal. Der er med andre ord tale om sovs-og-kartofler-dødsmetal med blastbeats, tunge chugga-riffs i det hurtige mid-tempo og sur-mand-growls. Det har sin charme, men med en så gennemtæsket formel må man forvente en vis standard, hvor drengene fra Sliedrecht ikke leverer højere end middelmådigt. Condemned to Suffer er fra et teknisk perspektiv ikke et dårligt album på nogen parametre: solide musikere, der uden tvivl ved, hvad de laver med deres instrumenter. Produktionen er fyldig og aggressiv og understøtter effektivt det udtryk, bandet lader til at ville frem til. Sangskrivningen er derimod et fremstående klagepunkt, da albummet for undertegnede er en samling af middelmådige riffs, middelmådige strukturer og en komplet mangel på charme, som ellers er så nødvendig for genren.

Der er selvfølgelig gode momenter som det groovy riff i ”Six Time's a Charm” og det faktisk ret så fantastiske mellemstykke i ”Selective Apocalypse”, om end det var kortvarigt. Med de få undtagelser serveres vi lunkne og gennemtæskede sange, som er hørt for mange gange før og i bedre udførelse. Hvordan en sang som ”Agonizing Subjection” for det første forlader øvelokalet, er mig en gåde. Trods trommeslager Damien Kerpentiers ihærdige og fornuftige forsøg på at pifte sangen op er produktet fra de øvrige så uinspireret, at jeg ikke kan lade være med at forestille mig, de har gabt, når de har indspillet den. Og det er en følelse, man ofte får i løbet af albummet: kedsomhed. Manglen på dynamik opvejes ikke af nok lækre riffs, rytmeskift eller grooves. De er der, og bandet er i stand til at udføre det, men ikke til at skrive det. Deres ene forsøg på at bryde pladen lidt op med det korte spacey og akustiske nummer ”Pseudoscience” bliver et tåkrummende nummer, der mest af alt virker som et påtvunget forsøg på at fortælle lytteren, at de altså godt kan mere end bare brøle derudad.

Store træsko at fylde ud

Jeg er hård ved Sepiroth, da jeg måler dem med, hvem de så tydeligt er inspireret af. Det er store sko at fylde ud, og Sepiroth har ikke, hvad der skal til for at udføre opgaven. Selv for fans af genren vil albummet være monotont og en sonisk aggression uden dynamik eller formål. Ikke én gang havde jeg trang til at brække nakken eller følte, de brutalt knuste andet end min motivation til at lytte videre. Kun på ”Selective Apocalypse” følte jeg mig motiveret og engageret, takket være nogle lækre detaljer. Mens trommeslageren gør et ihærdigt job, er riffs og vokal så uinspirerende at lytte til, og så hjælper det ikke, at leadguitaren imponerer med stort fravær. Jeg kan på ingen måde anbefale albummet til andre end de mest trofaste fans af genren. Dog må jeg objektivt set belønne Sepiroth for de få sporadiske lyspunkter og en fremragende produktion.