Svensk power-fjolleri, når det er bedst

Ah Sabaton! Få bands mestrer powermetal og fjollerier som disse muntre svenskere. Siden 1999 har den falunske krigsmaskine ført os igennem en perlerække af historiske begivenheder såsom samuraiernes endeligt i 1877 eller slaget ved Rorke’s Drift i 1879. Denne gang er de klar med deres niende album, The Great War, et konceptalbum dedikeret til Første Verdenskrig – krigen, der skulle ende alle krige. Det er hverken første, anden eller tredje gang, at Sabaton berører denne krig, men ifølge Joakim Brodén selv, så er netop denne krig en skattekiste af historier – uanset hvor grufulde de måtte være.

The Slighty-Above-Average War

Det er heller ikke første gang, Sabaton giver sig i kast med et konceptalbum. De har gjort det tidligere med bl.a. Carolus Rex, der var dedikeret til den svenske storkonge Karl den 12. og hans bedrifter. I løbet af de ti år, som bandet har eksisteret, er de kun vokset, og deres liveshows kun blevet vildere og vildere og fyldt med flere og flere krigsrekvisitter, og alle, jeg kender, har en mening om Sabaton. Jeg var selv en af dem, der rullede med øjnene, når folk snakkede om dem, men det ændrede en sen aften på YouTube hurtigt, da jeg faldt over nogle af deres nyeste singler. Det, som Sabaton kan, er at mixe powermetal med ægte svensk pop-pragt i bedste Eurovision stil. De fleste af deres sange er så fængende, at det næsten er irriterende, og selv sange, som man ved første lyt fandt kedelige eller ringe, går man og nynner få dage efter. De er det bedste eksempel på, at dette må være ”82nd All the Way”. The Great War er på den måde ikke anderledes end deres andre udgivelser, og de har ikke ændret sig en tøddel de sidste mange år, men hvorfor skulle man dog også ændre på noget der virker?! Når det så er sagt, så er det ikke alle sange, der fænger lige godt. Et eksempel herpå er fx åbningsnummeret ”The Future of Warfare”, der er dedikeret til kampvognens opfindelse – et emne, der næppe bliver mere Sabaton-relateret, da den kære Joakim virkelig elsker sine kampvogne! Selve nummeret har en sær rytme, der svinger op og ned, men aldrig rigtigt fanger en. Det er altså lidt en tynd intro, og personligt forstår jeg ikke, at de ikke har valgt at åbne med titelnummeret, der ellers emmer af ”albumåbner” med dets stille kor-drevne intro og storslåede omkvæd. Så ulig Første Verdenskrig, der i bogstavelig forstand startede med et brag, så gør albummet desværre ikke. Det er først på næste nummer ”Seven Pillars of Wisdom” (dedikeret til Lawrence af Arabien), at vi virkeligt kommer udover stepperne, og så kan man genkende Sabaton igen med masser af pomp, pragt, galop og sing-a-long.

Generelt er der en del af sangene, der ved første lyt føles undervældende. De fejler som sådan ikke noget, men de er heller ikke noget, der bidrager med det store andet end, at de fylder albummet op. Derfor er The Great War et album, man lige skal høre et par gange, før det rigtigt giver mening. Men hvis man gør det, så vil man opleve, at Sabaton kan trylle – for pludseligt vil de sange, man følte var undervældende fremstå som mesterværker – hvordan gør de det!?

Jeg kipper med pikkelhuen

Første Verdenskrig er ikke et overset emne i heavy metalmusik. Oftest bliver det dog fortolket af dødsmetal- eller black metalbands, da krigens elendighed og umenneskelighed skriger langt væk af ondskab – hvorimod powermetal jo ofte er mere muntert og til tider lallet. Men Sabaton formår alligevel at blande det pompøse med det tragiske, så jeg kipper med min pikkelhue i deres generelle retning. Der er som sådan ikke noget nyt at komme efter. Sabaton gør det, som de altid har gjort, og de gør det på en sådan måde, som kun de kan. Så hvis man ønsker en historielektion, som man kan synge med på, så skal man have fat i The Great War! Derudover forventer jeg, at de har fået bygget sig et rødt triplan, som Joakim kan lege med til deres koncert i Forum til februar.