Rewiring Genesis - A Tribute To The Lamb Lies Down On Broadway

A Tribute To The Lamb Lies Down On Broadway

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genre:Prog rock
Spilletid:97:62
Antal numre:23

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

De fleste, der som undertegnede var børn i 1980’erne forbinder formentlig Genesis med Phil Collins og sange som "Land of Confusion", "I Can’t Dance" osv. Men oprindelig var Phil Collins kun trommeslager i bandet, og Peter Gabriel var i front på vokal, flankeret af guitarist Steve Hackett. Musikken dengang var progressiv rock med lange koncept-kompositioner og teatralske sange, der inspirerede både Rush og senere bands som Dream Theater, Enchant og Spock’s Beard for at nævne nogle få. Pudsigt nok har sidstnævnte band været igennem en udvikling, der ligner Genesis’ – også her har trommeslageren Nick D’Virgilio overtaget hvervet som forsanger, efter at den indflydelsesrige Neal Morse forlod bandet for nogle år siden. På den måde er der noget symbolsk over, at det netop er D’Virgilio, der her, sammen med produceren Mark Hornsby, har lavet en fuldstændig cover-udgave af sit yndlings-Genesis-album, dobbelt-LP’en "The Lamb Lies Down on Broadway" fra 1974.

Hovedforskellen fra det oprindelige album er, at D’Virgilio og Hornsby her har involveret både en blæser- og en strygersektion, der har overtaget alle de stemmer, der tidligere blev spillet af keyboards (på nær naturligvis orgel- og klaver-lydene). Da Genesis indspillede albummet, var de kun et band på 5 mennesker i en tid, hvor click-track ikke var en selvfølge, og det gjorde, at de kunne have et væsentligt løsere groove end på den nye version, hvor man har været nødt til at være mere rytmisk præcis for at have alle med. Nogle af numrene, f.eks. "Lilywhite Lilith" og "Anyway" svinger således på en lidt mere rå, cool måde i de originale udgaver, men omvendt er det en fornøjelse at høre sange som "The Lamb Lies Down on Broadway" og "In the Cage" blive leveret i langt mere tighte og pågående versioner af D’Virgilio og co. end hos Genesis. Samtidig er blæserne og strygerne med til at gøre både de symfoniske og jazzinspirerede elementer i musikken ekstra tydelige.

Hvis jeg havde hørt det her album uden at kende baggrunden for det, ville min kortfattede anmeldelse lyde: Sikke et hyggeligt album! En cool, lidt bigband-agtig produktion med fantastiske melodier i en gennemarbejdet progrock-opus, der glider ned som helhed, selv om den strækker sig over to cd’er. Måske den bedste Spock’s Beard-relaterede udgivelse, jeg hidtil har hørt. Nu kender jeg imidlertid baggrunden for albummet, så jeg vil i stedet skrive: D’Virgilio deler på vellykket vis sin kærlighed til et musikhistorisk væsentligt album fra 1970’erne med et moderne publikum. Jeg havde f.eks. aldrig selv fundet på at opstøve det oprindelige album, hvis ikke det havde været på grund af denne udgivelse. Derudover er det en fed måde at trænge igennem til de produktionsfetichister, der forholder sig til indspilninger fra 1970’erne (og før) som museumsgenstande. Her får vi lov at høre, hvor gode kompositionerne faktisk er – D’Virgilio og Hornsby har stort set ikke ændret andet end instrumenteringen. Især i de stille passager er ligheden slående mellem den gamle og den nye version. Og så synes jeg personligt, at D’Virgilio, der som i Spock’s Beard både tager sig af vokal og trommer, er mere udholdelig at høre på i 1½ time end en ung Peter Gabriel er, hvor meget nerve, der end er i hans vokal i et nummer som "Back in NYC". Alt i alt en rigtig dejlig udgivelse med masser af musikalsk varme, som kan anbefales til alle, der holder af progressiv rock med 70’er-påvirkninger (Spock’s Beard, Flower Kings, The Tangent osv.) Er man fan af Genesis’ originaludgave, vil man muligvis synes, den nye udgave er et nummer for hyggelig og humoristisk, men det er kun et gæt ud fra de forskelle, jeg selv kan høre imellem indspilningerne.