Redemption er tilbage med en længe ventet opfølger til "The Origins of Ruin" fra 2007. Stilmæssigt er der ikke sket de store ændringer, siden det amerikanske kollektiv med Ray Alder (Fates Warning, Engine) i front som sanger, udsendte førnævnte album: Det er stadig progressiv metal med stærke rødder i Symphony X og ældre Dream Theater, men med en melankolsk kant i melodierne, der understøttes af Alders velafrundede stemme. Netop melankolien forekommer ved første gennemlytning af den nye skive, "Snowfall on Judgement Day" nedtonet i forhold til "The Origins...", men den lurer lige under overfladen (under sneen, om man vil!), når først man får stiftet nærmere bekendtskab med sangene.
"Snowfall..." er et længere album end sin forgænger, og ud fra den måde cd'en er blevet markedsført, kan man få det indtryk, at bandet gerne har villet lave et mere ambitiøst, storslået værk end den egentlig ret intime, eftertænksomme "The Origins of Ruin". På den baggrund kan man godt være en lille smule skuffet over det nye udspil. Åbneren "Peel" har et meget spændende, anderledes omkvæd, hvor vokalen er tostemmig og laver helt enkle, langsomme fraseringer oven på et heftigt progmetalunderlag, mens verset i samme minder en del om åbningsnummeret "The Suffocating Silence" fra "The Origins..." De efterfølgende fire numre, "Walls", den hurtige, thrashede "Leviathan Rising", den eklektiske "Black and White World" og "Unformed" lyder imidlertid alle som genbesøgte ideer fra sidste album. Samme stemning, samme type riffs og melodier, samme type drive. Først når vi når frem til "Keep Breathing", begynder der at ske interessante ting. Nummeret er ikke så markant, men har en lidt anderledes lyd end de foregående - lidt mere eftertænksomt, men uden at være kopi af lignende Fates Warning-påvirkede numre fra sidste skive. På "Another Day Dies" skifter albummet fuldstændig gear i mine ører. Dream Theaters James LaBrie leverer en fed gæstevokal, der duellerer og supplerer Alders på en lækker måde. Nummeret har i sig selv en cool, medrivende, mere energisk fornemmelse, der virker anderledes frisk end albummets foregående numre. Den efterfølgende "What Will You Say" er en superflot afsluttet-parforholds-powerballade, med en fantastisk melodi og en god rocket kant, når hele bandet sætter ind. "Fistful of Sand" er nærmest den diametrale modsætning: Mere uptempo og thrashet og med til tider disharmoniske akkorder, der river dejligt i ørerne, oven på en energisk og rytmisk afvekslende bund og en rocket vokal, der ikke giver meget popmelodi ved dørene før ca. halvvejs inde i nummeret. Endelig afsluttes albummet med dobbeltnummeret "Love Kills Us All / Life in One Day", som er Dream Theater-inspireret progmetal uden de store dikkedarer, men med nogle enormt smittende melodier, som jeg personligt har svært ved at få ud af hovedet.
Hvis man ikke kender "The Origins of Ruin", eller hvis man er tilfreds med at få ret meget mere af det samme og kun lidt nytænkning fra Redemption, så er "Snowfall on Judgement Day" bestemt et godt køb. Ellers synes jeg, der er blevet tygget lidt for meget drøv på gamle ideer til at jeg for alvor får armene i vejret. Men Redemption er dygtige musikere, Alder synger dejligt, og kompositionerne fejler isoleret ikke noget, omend det altså kun er ca. halvdelen af albummet, der har givet mig musikalske oplevelser, jeg ikke føler, jeg har haft før.
