Melodødsthrash, ja tak
Finske Re-Armed er ikke nye på Heavymetal.dk, men de er nye for mig. Der bød sig en lejlighed for at lytte til melodisk dødsthrash, og jeg greb den. Sidste gang, det skete, var min oplevelse en kende lunken. Men Ignis Aeternum er finnernes fjerde album, endda udgivet på svenske Black Lion Records, så der er mere end almindeligt grundlag for håb denne gang. Jeg kan dog lige så godt komme ud af busken og sige, at håbet heller ikke denne gang blev indfriet, men det er nu ikke fordi, at Re-Armed ikke har det i sig.
Fra riffs til arenaen
I sin kerne er Ignis Aeternum et moderne album på trippelpunktet mellem melodisk døds-, groove- og thrash metal. Et vaskeægte thrashriff fræser gennem øregangene på åbneren ”Dive Within” og tager genren tro en moltonet drejning i omkvædet. Dernæst kommer et tidligt højdepunkt i ”Beyond the Horizon”, som blander moltonerne ind i et vellydende hovedriff, mens forsanger Matilainen giver sin mest overbevisende præstation på albummet. Andetsteds, på ”Eager to Collapse” og ”Resistance”, går finnerne groove-vejen, mens keyboardet tilføjer et næsten symfonisk udtryk med kor, strygere og blæsere. Øksemændene både thrasher og groover efter forgodtbefindende, og de opretholder i øvrigt en fin balance mellem det ene og det andet.
Intet thrashriff kan dog redde vokalen. Hvor skal jeg dog begynde. Det gode: Matilainen snerrer som nævnt arrigt fra tid til anden og har en hæderlig aggro-vokal på de hårdeste groovestykker. Meget af tiden henslænger vokalen sig dog i en mellemting mellem growl, råb og sang, uden hverken aggression, vrede eller melodi som resultat. Dette er tilfældet i ”Eager to Collapse”, ”The Hollow Lights” og ”Voyager”, og hver gang tabes omkvædet på gulvet. Endvidere lægges der ofte i hvert fald tre vokalstemmer oven i hinanden, hvilket sikkert har et formål for øje, men først og fremmest opnår at mudre alle tre stemmer. Og sluttelig: få nu vokalen frem i mikset.
Vokalen er mit absolut største kritikpunkt, men ikke det eneste. Uanset om verset groover, thrasher, eller rocker, kan man vide sig sikker på én ting: Omkvædet leverer powerakkorder i midtertempo. Jeg antager, at gruppen ønsker storladne, hymne-lydende omkvæd, der tager sig godt ud i en arena (hvorfor så den druknede vokal?). Det er en forbandet skam i så fald, for bortset fra omkvædene har Re-Armed nogle glimrende thrashede og groovede riffs, samt tilpas opfindsom sangskrivning til at holde materialet friskt. Endelig har jeg en anke over produktionen. Det er svært at tro, at ”Resistance” og ”Built to Last” er optaget i samme studie. Førstnævnte har en massiv og mekanisk lyd, men sidstnævnte lyder dejlig organisk og indbyder til at skrue op. Hvad sker der her?
Gen-forarmet
Jeg er ligeglad med, om min heavy metal kommer med dødsgrowls, power-falset, stoner-brummen, hardcore-skrig eller god gammeldags sang. De har alle deres berettigelse. Hvad der i store træk spolerer Ignis Aeternum for mig er, at vokalen ofte benytter en form for hård mumlen, som ovenikøbet udtværes af øvrige vokalstemmer lagt oven i. Problemet udpensles så meget desto mere af, at Re-Armed på hver sang forsøger at skabe store, midttempo-omkvæd, som vokalen simpelthen ikke kan bære. Sangskrivningen og rytmegruppen på Ignis Aeternum forvisser mig om, at finnerne kan skabe et mesterværk af melodisk dødsthrash, men for mit vedkommende kræver det et opgør med både arenaomkvædene og produktionen.
