Ingen er dømt, før dommen er faldet
Raunchy har efter min mening haft langt større betydning for den danske hybridmetalscene, end de fleste egentlig giver dem anerkendelse for. Kombinationen af melodisk dødsmetal, metalcore og industrial viste, at man sagtens kunne være kommerciel uden at glemme sine grundværdier. Derfor var jeg også mere end almindeligt skeptisk, da forsanger Kasper Thomsen blev erstattet af Mike Semesky i 2013. Frygten viste sig heldigvis at være ubegrundet, da Vices.Virtues.Visions var et yderst solidt album og et bevis på, at Raunchy stadig havde masser at byde på. Nu er bandet fra Thisted tilbage med deres første studiealbum i tolv år. Tolv år! På den tid kan man få et barn, se det vokse fra ble til teenageoprør, uddanne sig til læge eller gennemføre Elden Ring én gang! Så naturligvis følger der forventninger med. Men indfrier Raunchy dem?
Stor i mælet, men også lang
Prisoner kredser om det at være fanget. Ikke bag tremmer, men i sit eget hoved. Fanget i de samme rutiner, de samme tanker og tiden som helhed. En af bandets største styrker har altid været balancen mellem brutalitet og atmosfære. De tunge riffs bliver løftet af Jesper Tilsted og Jeppe Christensens stemningsfulde keyboards, præcis som man kender det fra Before the Dawn eller Soilwork. Det giver albummet en næsten filmisk karakter og føles større, end det måske egentlig er. Åbneren ”Frostbite” er et pragteksemplar på, hvorfor Raunchy stadig fortjener deres plads på den danske metalscene. Nummeret indkapsler alt det, bandet altid har været gode til: knusende guitarriffs, svævende keyboards og en gnidningsfri vekslen mellem growl og ren vokal. Det lyder moderne uden at jagte trends og klassisk uden at virke genbrugt. Den balance er der forbavsende få bands, som mestrer.
Lyrikken fortjener også ros. Raunchy har altid været dygtige til at skrive tekster, der rækker lidt længere end de klassiske ’verden er ond’-floskler, og Prisoner er ingen undtagelse. Linjen ‘There is a winter in those eyes, I hear a blizzard in that voice, stuck in a bitter paradise, forever yearn for fire, it hurts just right’ er et tydeligt eksempel herpå. Med få billeder beskriver den et menneske, der er følelsesmæssigt frosset fast og desperat længes efter varme, kærlighed og nærhed. Men som samtidig er blevet så vant til smerten, at den næsten føles tryg. Det er en tematik, der rammer overraskende godt i 2026, hvor unge har svært ved at fastholde relationer.
Man skal dog ikke undervurdere, at Raunchy er bedst, når tempoet er højest. ”Darkest Self”, hvor farten bliver sat ned, læner sig lidt for meget op ad den radiovenlige metalcore, som længe har formet radiostationerne. Trommerne er nummerets klare højdepunkt, men der er et stykke op til singler som ”Frostbite” og ”Stranded”. Albummet lider også under, at et par sange bliver en tand for lange. Både ”Designed Despair” og ”Masquerade” kunne sagtens have undværet et ekstra omkvæd, og med en samlet spilletid på 58 minutter kunne man godt have skåret betydeligt ned. Jeg kan sagtens forstå, at man efter 12 år gerne vil vise sig pænt frem, men nogle gange er mindre mere.
Som en fangeleg med for få deltagere
Man siger, at den værste celle er den, man bygger inde i sit eget hoved. Prisoner handler netop om at bryde ud af den. Ironisk nok er albummet selv en smule fanget i sin egen spilletid, men bag tremmerne gemmer der sig masser af stærke sange, flot atmosfære og et band, der stadig har noget vigtigt at sige. Det bliver syv kranier herfra til bandet fra Thisted, som dog har leveret en af årets bedste danske sange i form af ”Frostbite”.
