APTBS spiller en sær, syret form for rock. Lydbilledet kan bedst beskrives som en mur af guitarlyd (oftest bestående af en enkelt figur der gentages igen og igen) hvor rytmedelen og en nærmest søvnig vokal befinder sig lidt i baggrunden. Denne særegne lyd er på en gang både atmosfærisk og kaotisk, og netop lydbilledet lader også til at være bandets primære fokus.

Min egen oplevelse af dette album veksler mellem at finde lyden spændende, kedelig og til tider direkte irriterende. Da det ganske sikkert ikke har været bandets hensigt at lave en lyd der vil appellere til den gennemsnitlige P3-lytter, må man sige at dette er lykkedes for dem. Fra tid til anden rammer bandet nogle interessante klangflader, men ofte forekommer sangene, måske især på grund af det valgte lydbillede, noget repetitive.

Det er svært at sætte en karakter på dette album - det er bestemt ikke et af den slags der vækker kærlighed ved første gennemlytning. Der vil uden tvivl være nogle der finder det genialt, og andre der finder det rædselsfuldt. Selv veksler min oplevelse som sagt meget mellem det positive og negative, og i lyset af det faktum at jeg selv efter adskillige gennemlytninger ikke kan gøre mig helt klog på hvad jeg synes om det, kommer karakteren af dette album til at ligge i det øvre middel-område, da jeg sætter pris på musik der i den ene eller anden grad udfordrer lytteren.