Norweeaboo
Songs of Hiraeth er en spøjs størrelse. Ikke nok med at den deler fødselsdag med et andet Panopticon-album, så er det tilmed en opsamlingsplade. Men det er ikke en standard pengegrisk leflen for nostalgikere. I stedet er det overvejende numre, der blev skrevet og skrinlagt for 15 år siden. Enkelte af dem har været udgivet på en split i sin tid, men resten af materialet er i ordets bredeste forstand nyt. Det er en solid kombination af amerikansk post-black i stil med Deafheaven og Ghost Bath, men også af den forfrosne og norske andenbølgevariant, som vi havde fornøjelsen af sidst.
“Road to Bergen” lægger hårdt ud med ti minutters atmosfæriske forstyrrelser. Det kan godt være, at Bergen ikke er rig på nordlys, men det kompenserer første nummer for, ved at lyde som de farverige himmelfænomener ser ud. Rumklangen er altomsluttende, og instrumenterne flyder ud til noget formløst og drømmende. Der er melodi og fremgang, men alt er forvrænget til uigenkendelighed. Det er sært beroligende og uden andet formål end at give dine ører noget at tage sig til.
Kombinationen af et road trip og en pilgrimsrejse bringer os videre til “From Bergen to Jotunheimen” og “White Mountain View”, der begge har speederen i bund. Vi har fuld plade i riff-salat, blastbeats og rustne skrig, fra hvad der lyder til at komme fra bagagerummet. Star Mourner kommer frem for mit indre øre – minus ulvehyl – og den slags siger jeg sjældent nej til. En metaforisk rasteplads midt i nummeret lægger op til at strække benene, før vi slutter, hvor vi startede: langt over hastighedsgrænsen på E16.
De barske realiteter
Og så skifter tonen. De korte, intense udbrud på “Haunted America II” er i stil med, hvad vi har hørt hidtil, men hvad der for alvor brænder igennem her, er Lunns humanistiske udgangspunkt. Hvis man kender en smule til ham, ved man også, hvad han står for, og både "Haunted America II" og “The End Is Growing Near” beskæftiger sig med emner som klima og undertrykkelse af udsatte og minoriteter. Begge inkorporerer uddrag fra interviews, der fungerer som påmindelse om, at der er en virkelig verden at forholde sig til.
For at det ikke skal komme for langt uden for folks empatiske horisont, er de sidste to numre absolut personlige, omend langt fra samme type indblik i Lunns univers som på de første tre numre. På den svidende “A Letter” har vokalen fået en desperat klang, og selvom han på intet tidspunkt har tillagt sig en ‘farlig fyr’-vokal, betyder det en enorm forskel i tonen. Den ligger i øvrigt meget længere fremme i mixet en stor del af tiden, hvilket gør, at han bliver langt mere vedkommende.
Sidste nummer, “A Eulogy”, runder af med pladens absolut bedste skrig, helt omme fra baghaven, og det kommer fuldt ud til sin ret, fordi instrumenterne holder vejret imens. Det er en emotionel afslutning på en stærk plade med konsekvent god eksekvering af temposkift. Helt overordnet har musikken tilpas med indhold til, at det ikke bliver hverken overvældende eller ensformigt. Noget, Guldlok her sætter stor pris på.
Jeg sætter også pris på, når en musiker behandler black metal som en dynamisk og foranderlig størrelse og ikke et relikvie, der skal bevares for eftertiden. Lunn håndterer materialet med respekt, og hans kærlighed til ophavet skinner tydeligt igennem. Jeg tror aldrig, jeg har refereret til en black metal-plade som ‘personlig’ før, men pilgrimsrejsen til Norge har tilføjet hans musikalske beretning en autentisk dimension. For mit vedkommende gør det min oplevelse af Songs of Hiraeth mere ægte.
Bæredygtig black metal
Hvad de øvrige tematiske valg angår, er der overordentligt meget at sige om black metal som medie for både verdslige og åndelige kriser. I mine øjne er begge dele emner, der sømmer sig at udforske indenfor disse rammer. Men black metallere har ry for at være nogle (fremmed)fjendske figurer, der mest af alt er optaget af at føle sig henholdsvis undertrykt og berettiget til selv at undertrykke. Det kommer lynhurtigt til at blive en to-timers PowerPoint-præsentation, så jeg vil nøjes med at sige, at sammen med Blackbraid er Panopticon med til at fordrive den stereotyp, noget så eftertrykkeligt.
Jeg har faktisk ikke rigtig noget skidt at sige om Songs of Hiraeth. Efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg blevet mindre tålmodig med musik. Jeg gider ikke spilde min dyrebare tid på noget, der ikke er lavet med hjertet. Bevares, produktion og ikke mindst talent er også vægtige argumenter for og imod, men du skal satanedeme mene det. Og det er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at Lunn gør. Og det gør jeg også, når jeg siger, at albummet ikke har mistet sin relevans af at være længe undervejs.
