Entering The Maze er en labyrint uden blindgyder

Overtures er klar med deres tredje album Entering The Maze. De Italienske drenge har været i gang siden 2003, med en gang solid powermetal influeret melodisk heavy, med nik tilbage mod de gamle drenge i Helloween og Gamma Ray, men med deres eget moderne twist og uden at det flyder med flyvsk powermetal. Overtures har altid leveret solid gang metal, uden det har været overvældende. Dette album er lige så solidt som det forventes af dem. Entering The Maze åbner med "The Maze", et stilfuldt flot nummer, som lægger en betagende start for albummet. Det er lidt nede tempo, uden at gå langsomt, og det når aldrig flyve væk i powermetal klicheer. Den røde tråd er at følge gennem det hele, og på denne måde er også albummet stabilt. Den røde tråd igennem albummet er fast og stærk, de bevæger sig aldrig for langt fra deres stil, men det bliver langt fra holdt ved det kedelige og gentagende. Entering The Maze er heller ikke plasket til med powermetal klicheer, men de er malet ind hist og her med en fin solo og en hyldest i sangen. Der bliver også leget lidt med de forskellige instrumenter; et guitarstykke her, der ikke helt er en solo, lidt forsøg i highhatten, og et break der sidder lige i skabet. Guitarsoloerne, som der er en hel del af, er velspillet og passer til derind, hvor de er placeret. Samspillet mellem sang og de andre instrumenter er altid eminent, og den subtile brug af en smule kor hist og her, sidder lige i skabet. Et enkelt stille nummer bliver det også til med "In The Middle Of Nowhere", og det er ikke engang en flødebolleballade, men et lige så velspillet arrangement som resten. Denne ni minutter lange "The Oracle" som lukker albummet, er det svageste ved albummet, det er ikke helt så velspillet og samklingende som resten, og først i de sidste par minutter bliver det halet i land. Derudover er bassen en smule høj til tider, som forstyrrer lidt billedet. Jeg vil lige nævne Entering The Mazes artwork der er lidt specielt. Det er en collage, lagt ud i en labyrintform, sammensat af et hav billeder fra forskellige tragedier, som 9/11, Auschwitz, et oliespild og andre mere mondæne ting som et par spillekort, nogle mønter og en joint, derudover er der et billede af trollface-meme og det er nok første gang i historien at det optræder på et pladecover. Det er ikke et cover der skriger metal. Det er på sammentid flot og interessant, ligegyldigt og fuldstændig latterligt. Overtures’ Entering The Maze er et sublimt album. Det er velspillet og velproduceret. Michele Guaitolis vokal er lækker og fejlfri, Marco Falanga og Adriano Crasnich guitararbejde er fantastisk velspillet. Desuden er dette album en smule mørkere end deres to sidste, det indfanger lidt mere, og bliver ikke powermetal tungt, så det er sagtens et album man ikke behøver at være powermetal fan for at nyde. Trackliste:

01. The Maze 02. Under The Northern Star 03. Of Nightmares 04. Savior 05. Empty Trails 06. Consequences 07. In The Middle Of Nowhere 08. Programmed To Serve 09. A Different Point Of View 10. The Oracle Savior er albummets single og et rigtig godt valg.