Hvide kaniner og sushi
Med et lettere karikeret bandnavn fremstår GHØSTKID muligvis en smule useriøst. Trods alt kaldes projektlederen for “Sushi” (med det folkelige navn Sebastian Biesler) og er tidligere vokalist i Electric Callboy. Intet overraskende so far. Sushi forlod dog Electric Callboy på grund af nogle kreative uenigheder, og generelt ønskede han en anden musikalsk retning end den de fjollede kammerater i Callboy var på vej imod. Dermed kan man roligt sige, at GHØSTKID repræsenterer en retning, som Electric Callboy valgte IKKE at følge - nemlig den seriøse, mørke og tungere udgave.
Nogle måneder efter TANZNEID fra Electric Callboy udkom, kommer pendanten fra GHØSTKID, Follow The White Rabbit. Kan dette album skabe en identitet for tyskerne, eller er det blot endnu et metalcore-band i mængden?
Core til morgenmad
Pladen introduceres med en uhyggelig spoken word, hvor der nævnes, at “det” ikke længere har noget med musikken at gøre. “Det” er bare smerte. Stemmen intensiverer over i en mere vanvittig og lukket-afdeling type, der minder om The Joker, inden han går på hærgelsestogt.
Og hærgen, det får vi. Guitarens dybe tone kan sprænge hul i de fleste subwoofere, hvis man ikke er forberedt på, hvad der kommer. Vokalen er clean, men skarp og lettere uroskabende, og det matcher det musikalske udtryk.
Vi får et godt mix af forskellige genrer undervejs, dog hvor metalcoren stjæler det umiddelbare billede. Elementer som trapbeats og nu-metal inkorporeres i sekvenser, men stjæler på ingen måder rampelyset. Det tilsætter blot lidt ekstra variation i den samlede instrumentale lyd. Produktionen sidder lige i skabet, og instrumenterne står lynende klare i forhold til vokalen. Elektroniske elementer fylder også her og der i lydbilledet uden at blive for centrale for lyden. Der bliver gang på gang katapulteret fra vers af varierende karakter til store omkvæd, som stensikkert er bygget til at blive spillet live.
Når titelnummeret runger ud igennem højttaleren, tænker man først - åh nej. Vi får en lidt for tyskklingende og irriterende intonation i et rappet format, som heldigvis reddes af øredøvende høje guitarer, som kun taler et sprog: smadder. Generelt set så bølger albummet lidt frem og tilbage med gode og knap så gode øjeblikke, men vil helt sikkert kilde de fleste gode steder for en ægte metalcore-fan. Hvis man ikke kan lide sin core til morgenmad, så skal man nok ikke give dette album alt for meget spilletid på anlægget.
Lillebror-komplekset lever videre
GHØSTKID er IKKE Electric Callboy. Jeg er sikker på, at Sebastian “Sushi” Biesler er ved at være godt træt af at stå i skyggen af sit gamle band, selvom vi på ingen måde kommer i nærheden af en Eurovision-audition på dette album. Det er veludført både instrumentalt og vokalmæssigt, men formår ikke at sprænge skalaen. Derimod er der tale om mere personlig og nuanceret musik, som bærer en del sjæl og originalitet. Dog er det bare ikke alt, der lykkes på albummet, som fremstår en lille smule stilforvirret undervejs.
