Forudsigeligheden står for fald
Det er ofte, man udelukkende ud fra enten bandnavn, logo eller pladecover kan gætte sig til, hvilken genre af metal, bandet lytter til. Er logoet en brækklat, er det sandsynligvis brutal død. Er coveret grantræer igennem disen, er det med 99% sandsynlighed atmosfærisk black metal. Og har navnet en trist klang, er det nok doom. Men med Offernat var jeg ærlig talt i tvivl. Min første indskydelse var 90’er-black, og når der i pressematerialet for deres ep Offernat står ”simple melodiske linjer og sørgmodige harmonier” kombineret med naturreferencer, så var den atmosfæriske black metal da lige til højrebenet. Men tog jeg fejl? Ja, det gjorde jeg da i hvert fald.
Det er svært at multitaske
Offernat giver sig, ifølge dem selv, i kast med en blanding af hardcore, black metal, prog og post-metal. Hardcore og black metal er bestemt ikke et ukendt makkerpar, men at smide proggens guitarnørderier og post-metallens store armbevægelser ind over, virker som et ambitiøst træk. Men med den syndflod af musik, der bliver udgivet for tiden, skal man også være villig til at satse, og Offernat har bestemt fat i noget med deres første ”satsning” Offernat.
”Submissive Impulse” lyder umiddelbart som et arketypisk hardcore nummer, der tager hovedet under armen, brostenen i hånden og buldrer derudad, som var det rydningen af Ungdomshuset, der skulle gengældes. Men der er alligevel en vis skævhed, noget nærmest progget over strukturen i nummerets vers. Generelt har Offernat en ganske skæv, men interessant, indstilling til, hvordan de anskuer den hardcore, som de i større eller mindre grad baserer deres lyd på. Modsat gængs hardcore, der har en holdbarhed som en liter mælk i Sahara, formår Offernat det meste af tiden at holde sig frisk og interessant, ligegyldigt om det er dystre stille passager på ”Black Lung” eller ”Nattefrost”, der skriger Myrkur og Bathory á la acoustique. Offernat er sjældent uinteressant nok til, at en ligegyldig sportsgren med 22 mand, der render rundt i 90 minutter, hvor Tyskland alligevel vinder til sidst, lyder mere spændende. Nej, udsagnet passer ikke i 2021, men lad det nu ligge, eller giv Gary Lineker skylden.
En ting er dog, at det er interessant. En anden ting er, om det er interessant, fordi det er godt. Hvilket er her, Offernat kommer i problemer. Problemer der bunder i, at mænd efter sigende er dårlige til at multitaske. For på trods af, at det går udmærket med at holde styr på prog og hardcore, så sejler det en del mere, når Offernat bevæger sig uden for dette. De stille passager på ”Black Lung” står i diametral modsætning til den arrige hardcore, så hvad der kunne have været en effektiv mur af aggression lige i ansigtet, minder mest af alt om svigermors yndlingsindiefolkband Passenger gæstet af Smertegrænsens Toldere. Dernæst kommer vi så til Offernats post og black metal. Førstnævnte er så meget post, at det nok først eksisterer i fremtiden, og black metallen byder kun ind med akustik på ”Nattefrost” og et udmærket, men uhyrligt malplaceret enkeltstående riff på ”Shadow of Flame”. Et nummer der desuden lyder som et ti minutters mashup af alle Offernats enkeltstående dele. Alle sammen udmærkede, men jeg savner bare sammenhæng.
Skarpe kanter skal brydes
Hørte man de enkelte sektioner på Offernat i bidder for sig selv, var man overbevist om, at det er et band, der føler sig hjemme i samtlige genrer, man kunne finde på at kaste efter dem. Det er intet at udsætte på bandets musikalske evner. Der, hvor det dog halter gevaldigt, er, når Offernat beslutter sig for at kombinere alle disse genrer. Glidende overgange og velfungerende blanding af genrer er en mangelvare på ep’en. Man savner noget mere sammenhæng og forståelse for, hvordan de forskellige genrer kan komplementere hinanden. Men elsker man kassetænkning, og har man en nærmest autistisk tilgang til talemåden: ”Hver ting til sin tid”, så er det en udmærket ep.