Brasiliansk brutalitet fra første sekund

Med deres seneste udgivelse, The Pain Made Me Who I Am, tager Axty direkte fat i struben på lytteren fra første anslag. Bandet har i en række år opbygget et solidt ry og støbt fundamentet for et potentielt gennembrud. Deres to første album har ikke givet bandet den helt store opmærksomhed, men de senest udgivne singler, som er en del af dette album, har i den grad fået opmærksomhed. Skiven er udgivet af Napalm Records, hvilket ofte er et tegn på, at musikken er på vej af sted med raketfart.

Vanvittigt og varieret vokalarbejde 

Albummet starter med "Pain Made Me", hvor en kaotisk ‘snarly zombie’-agtig vokal gør lytteren klar til en omgang tæsk. Nummeret fungerer som en instrumental trykkoger, der bygger op til "Who I Am". Her præsenteres vi for dejlig metalcore, som er velproduceret, ekstremt aggressiv og har masser af kant i guitaren. Omkvædet falder lidt til ro med en velanbragt clean vokal. Men det er den sindssyge vokale variation og et breakdown skudt i gang af et ikonisk Michael Scott-sample (‘No, God, no!’), der virkelig sælger varen. Det er et langsomt, eksplosivt og nådesløst tungt breakdown, der giver smil på læben, når man forestiller sig Michael Scott, der finder ud af, at Toby skal tilbage og arbejde i Scranton-afdelingen. 

Stilen holdes på "Dismay", der byder på et catchy squeal-riff, en tung trommebund og en vokal, der vækker minder om Thrown, før den skifter direkte over i ren deathcore-growl. Det her er den perfekte gateway fra metalcore til deathcore. Selvfølgelig er omkvædet en anelse tamt sammenlignet med det hæsblæsende vers, men et voldsomt langt skrig og et breakdown, der lyder som et vildt dyr, der bliver nedlagt, retter hurtigt op på helheden.

På "Selfish" kastes vi direkte ud i Lorna Shore-lignende vokale ekstremer og et breakdown, der lyder som en ren duet med Will Ramos selv. Guitaren er moderne, og lydbilledet fremstår som det mest naturlige barn af Humanity's Last Breath og Architects. "Everything Is Beautiful" fortsætter bombardementet med nedstemte guitarer og tæskelækre trommer. Man kan næsten ikke lade være med at spekulere på, om Buster Odeholm har fungeret som hemmelig agent på albummets produktion og sangskrivning.

Omkvædet sidder dog ikke helt i skabet og mangler den schwung, man finder hos de større genrenavne. Axty genvinder dog hurtigt kontrollen, når Lorna-monstret vender tilbage i breakdownet. Mod slutningen fastholdes det høje niveau, og highlightet "Nothing But Pain" fremstår som et fuldstændigt helstøbt nummer med fantastiske mellemsektioner, eminent guitarspil og en djævlelsk god vokal.

Husk navnet Axty

Alt i alt er The Pain Made Me Who I Am et imponerende og helstøbt album. Den fænomenale vokalvariation, den moderne, knivskarpe produktion og den kompromisløse energi i breakdowns fungerer 100 %. Det er et band, der i den grad har fundet deres identitet, og som lyder utroligt modne, selvom bandet stadig er ungt. Dog bør Axty fokusere på at skærpe deres rene, melodiøse omkvæd. Nogle af omkvædene mangler lige det sidste løft og den schwung, som gør dem uforglemmelige. Men når det er sagt, så mestrer de den brutale side ubetinget. Lad os håbe, at deres brasilianske aner ikke forhindrer dem i hyppigt at frekventere vores kanter, for fremtiden ser ualmindeligt lys ud for Axty.