Utrættelig selvkørende Toyota
Crystal Lake har i adskillige år været et navn, man støder på, hvis man er fan af metalcore eller gyserfilm, der foregår om fredagen. Det japanske band turnerede som galninge og spillede hele 83 koncerter i 2025 – herunder to i Danmark. Der har dog været en del spænding op til udgivelsen af The Weight of Sound, da Crystal Lake har været igennem en markant udskiftning på vokalen – faktum er faktisk, at der benyttes skiftende vokalister på stort set alle sange på det nye udspil. Til dags dato er der endnu ikke annonceret en permanent erstatning. Normalt vil en sådan usikkerhed på frontmandsposten få ethvert band til at trække sig lidt tilbage, men Crystal Lake viser med al tydelighed, at maskinen kører videre uden permanent fører.
Tempo, tunge tæsk og tomgang
Pladen sparkes i gang med “Everblack” med David Simonich fra Signs of the Swarm og "BlüdGod" med Taylor Barber fra Left to Suffer. Begge forsangere er i bands i den helt tunge ende af core-genrerne, og deres vokal komplementerer det vanvittige tempo, som bandet sætter fra første akkord. Det er præcist, hårdt og fremstår som et sonisk spark, lige op hvor solen aldrig skinner. Produktion og komposition sidder lige i skabet og sætter barren tårnhøjt. Den energiske linje fortsættes på "Neversleep", her med Myke Terry fra Volumes på vokalen. Overraskende nok så er det ikke så påfaldende, at man ikke har samme vokalist på de tre første sange.
Netop som man tror, at udspillet blot vil tromle afsted i sjette gear, overrasker "King Down". Nummeret byder på et mere melodisk riff, hvilket giver et tiltrængt og forfriskende afbræk fra den sædvanlige kadence. Det er ganske enkelt et sindssygt godt nummer. Desværre mister albummet lidt af fremdriften på "The Undertow", som føles kedeligt og uinspirerende, selvom vokalisten på dette nummer, Karl Schubach fra Misery Signals, også godt kan finde ud af at brøle. Elementerne flyder for meget sammen, og det fungerer desværre ikke til bandets fordel her.
Heldigvis rettes kursen hurtigt op med "The Weight of Sound", der viser en mere progressiv og melodisk side af japanerne. Dette er blot andet nummer, hvor den forhenværende sanger, John Robert Centorrino, figurerer. Herefter følger pladens absolutte højdepunkt, "Crossing Nails", som har den helt rigtige blanding af aggression, energi og tung metalcore-lyd.
Jesse Leach fra Killswitch Engage synger på “Dystopia”, og det gør altid lidt ekstra ondt, når man ser sine helte fejle, for nummeret er helt enkelt bare ikke godt nok. Albummet lukker og slukker yderst overraskende med "Coma Wave" – en vaskeægte pianoballade. Men bare rolig: Efter to og et halvt minut blæses der distortion på vokalen, og de sidste tunge riffs leveres i albummets døende sekunder, smukt koblet sammen med klaveret. En virkelig flot afslutning på et album, der ellers har holdt foden på pedalen igennem samtlige numre.
Det går op og ned i showbiz
Crystal Lake leverer med dette album en præstation, der understreger deres position som metal- eller deathcorens svar på en Toyota: Den kører altid godt og bliver aldrig træt – medmindre man er forsanger, selvfølgelig. Skiftet af forsanger på stort set alle sange er utroligt nok ikke noget, man bemærker synderligt i det samlede billede, da det instrumentale niveau er tårnhøjt og holder sammen på helheden. Jeg kan dog ikke afvige fra sandheden i, at bandet ikke er komplet og netop har haft problemer med at holde fast på deres frontmænd. Der sviger rygter om en dårlig kultur i bandet, at der turneres alt for hårdt, og at indkomsten slet ikke er jævnt eller fair fordelt. Rygterne stammer fra tidligere forsanger Robert Centorrino – så man skal naturligvis også tage dette med et gran salt.
Som nævnt så kører Toyotaen – med eller uden permanent fører – og albummet er langt fra et flop. Det er dog lettere monotont i sekvenser, og desværre opstår der svipsere undervejs, selvom man har verdensklasse vokalister om bord til at assistere.
