Hva’ for en fisk?
Lophius (der vistnok øh... er betegnelsen for en havtaske) er et relativt nyt band på den danske metalscene. Trioen holder til i København, spiller en spændende blanding af doom, stoner og alt muligt andet, og i marts smed de deres anden ep, Their Poison Our Antidote, på gaden. Debuten fra 2018 blev generelt taget pænt imod, og nu er spørgsmålet selvfølgelig, om vi også kan glæde os over Their Poison Our Antidote.
Potent og piskende – men uden de store åbenbaringer
Lad det være sagt med det samme: Der er meget godt at komme efter på Lophius’ andet udspil. Er man til kradsende doom metal med klare elementer fra både stoner og sludge samt en smule black, vil man sikkert synes om Their Poison Our Antidote. Ep’en, der består af fem numre fordelt over en lille halv time, er nemlig mørk og beskidt og pakket ind i en rå, uforfalsket produktion. Det er næppe raketvidenskab, som Lophius bedriver – de fem numre er forholdsvis simple – men langt henad vejen fungerer det for de tre herrer, og Their Poison Our Antidote er bestemt en anbefaling værd.
”Alienated” åbner ep’en med en langsom, snusket instrumentalpassage. Vi trækkes helt ned i doom-pløret, får beskidte fingre, og efter nogle minutter slutter en mere udtalt bas sig til sammen med en raspende vokal. Sangstemmen er måske ikke den mest imponerende, men den passer fint til Lophius’ rå univers og gør da, hvad den skal. ”Alienated” er en solid skæring uden at være prangende, og man kunne håbe, at flere numre på Their Poison Our Antidote havde den samme kraft.
I pladens midte præsenteres vi for tre jævne numre, der alle viser en spændende side af Lophius – dog uden for alvor at imponere. ”Lies” skruer op for tempoet, læner sig (i hvert fald stedvis) op ad black’n’roll-genren og eksperimenterer en smule med spacy guitareffekter – noget, bandet sagtens kunne dyrke endnu mere. På ”Doomed to Repeat” får vi en renere, dog stadig ru, vokal, der bliver en smule anstrengende i længden, samt en interessant old school-stemning fra backupvokalerne. Fjerde skæring ”Made to Be Used” vender tilbage til den raspende vokal og indeholder en dejlig buldrende bas samt fint guitararbejde.
Det afsluttende nummer ”Simia Machina” er muligvis pladens stærkeste – eller i hvert fald på niveau med åbneren. Guitaren er så forvrænget, at mine højtalere næsten står af, og riffet er klart et højdepunkt på ep’en; gid flere passager var så fængende som starten af ”Simia Machina”.
Their Poison Our Antidote er en fin, jævn, udmærket – ofte ligefrem god – ep, men jeg savner noget, der virkelig imponerer. Ep’en er bestemt værd at lytte til, men når man ved, at en genrefrænde som Alkymist også lige har udgivet en plade, er det svært at argumentere for, hvorfor man skulle vælge Lophius fremfor dem.
