Succes og frustrationer

Det havde allerede ulmet i nogle år, men i starten af 2020 bragede Konvent ind på den danske metalscene med debutalbummet Puritan Masochism, og som det meste af metal-Danmark var vi her på Heavymetal.dk meget begejstrede for den debut. Corona nedlukningerne gjorde det svært at følge rigtigt op på al det momentum, som den roste udgivelse havde skabt, men kvartetten brugte som så mange andre tiden på at lave nyt materiale i stedet for. Resultatet af de anstrengelser (og sikkert en del nedlukningsfrustrationer), Call Down The Sun, er netop udkommet på Napalm Records, og den skal vi kigge på i det følgende.

Stilsikkert, episk og tungt som bare…

Med ”Into The Distance” starter Call Down The Sun præcis, som det Konvent vi kender. Et stilsikkert doom-riff og de umiskendelige growls fra Rikke List der er så afgrundsdybe, at de kan ryste plomberne løs hos enhver. Hvad der er nyt i forhold til debuten, er til gengæld, at hun i langt højere grad bryder ud i ægte black metal-skrig, og det gør ofte sangene langt mere interessante. Det gælder også for åbningsnummeret, der med lidt dobbeltpedal fra trommerne slutter i et højere tempo, hvilket absolut også klæder det samlede indtryk. På ”Sand Is King” understreger Konvent, hvorfor de ofte benævnes blackened death/doom. For her er der tydelig inspiration fra black metal både i guitararbejdet, og når Rikke List nærmest synger duet med sig selv med skiftevis growls og skrig. ”Sands” er en meget enkel sang med få, simple riffs, men det fungerer upåklageligt.   

På den episke ”Grains” er stemningen lige så modløs, som på atmosfærisk black metal – især når der skriges på dansk. Mere af det, tak! Det er faktisk, som om at det hele løfter sig lidt, hver gang Konvent bevæger sig bare en lille smule væk fra den traditionelle death/doom. Et godt eksempel på det er ”Fatamorgana”, der efter en beskidt basintro går over i et af albummets mere langstrakte riffs, der i små variationer bruges igennem hele nummeret. Det er ikke specielt doom-agtigt, måske endda lidt hen ad post-metal, men det er særdeles vellykket. Det eneste, denne sang rigtigt mangler, er en guitarsolo til at løfte det hele lidt, men præcis som på debuten så glimrer soloer desværre kun ved deres fravær.

At klage over ensformighed på et death doom-album svarer nok til at brokke sig over, at folk skubber i pitten, men det er immervæk genrens største udfordring, og det er også lidt tilfældet her på Call Down The Sun. Et nummer som ”Never Rest” står egentlig fint alene, men i sammenhængen på et så tungt doomalbum som dette, fremstår den overordentlig ensformig, og det simple riff har simpelthen ikke nok at byde på. Igen ville en guitarsolo gøre underværker, men det får vi kun på albummets sidste nummer, den mægtige "Harena”. Det byder på mere variation blandt andet med strygere i introen og nogle guitarmelodier, der gør opmærksom på, at doom metallen engang kom fra den traditionelle ditto. Strygerne vender tilbage, og stemningen er både knugende og episk, mens den ultrakorte, men stemningsfulde, guitarsolo understreger, hvor meget netop den slags har været savnet.

Slip spændetrøjen

En god doom-plade står og falder med fede riffs, for lad os nu bare være ærlige, så meget andet interessant sker der som regel ikke i denne genre. Heldigvis leverer Konvent på højt niveau i den afdeling. Der er ikke tale om nogle nyskabelser, men der er masser af tonstunge riffs, der trækker lytteren ned i dybet, præcis som vi vil have det, og så er guitartonen bare suveræn på dette album. I forhold til debuten, som (bortset fra det aldeles fremragende titelnummer) i min optik nok blev hypet en anelse mere, end den kunne bære, er det altså især riff-arbejdet, der er blevet forbedret. Der er simpelthen langt flere interessante af slagsen her på denne gennemført vellykkede toer, Call Down The Sun. Men hvis kvartetten turde slippe den genremæssige spændetrøje endnu mere, er jeg sikker på, at de kan levere på endnu højere niveau fremover.