Mørket bløder lys
Lyset er et sår, hvor mørket forbløder. Rustrødt pulserede projektørerne deres livsblod ud over scenen, hvor Konvent stod klar til at dreje kniven om i arterien. Deres album Call Down the Sun har høstet mange kranier herinde, og det gælder ligeledes udgivelsen med det fængende navn Puritan Masochism. En særdeles besoffen herre var sikker på, at bandet ville skuffe. Overeksponeret, overvurderet og overproduceret var nogle af hans påstande om dem … førend de end havde betrådt scenen. Men hvad ved bønder om agurkesalat, og hvem ville ansætte dem til at skrive Michelinguiden? Nu skulle hans påstande komme på prøve. Jeg var spændt på at se, om Konvent kunne fordrive nattens mørke med deres dunkle toner.
Del Toro go home
Et æstetisk ar mod øjet og et sonisk issylestød til ørerne: Sådan fremstod Konvent. Som Lady Macbeth bar alle i bandet blodets mærke. Klædt i rødt og med en behornet maske indtog de scenen og natten. Guillermo Del Toro ville hurtigt have fattet notesbogen ved dette syn, for det var både betagende og bestialsk. Konvents forsanger, Rikke Emilie List, lød ligeledes som et monster. Vokalen var dyb, rungende, og ramte rent. Hvis du nogensinde har spurgt dig selv, om et trykluftbor kan lyde følsomt, så er svaret i aften et entydigt ja. For List formåede at få melankolien ind i melodien på sange som “Harena”. Min eneste anke er, at hendes vokal var for lav i forhold til de andre instrumenter. Disse spillede særdeles godt, og især violinens rustne raspen klædte lydbilledet. Bassen var bunddyb og solid, mens både guitar og tromme forekom lidt forsimplede. Doom er en genre med langsomme udviklinger, men en eller anden udvikling vil man trods alt gerne se, og den indtraf ikke rigtigt. Til gengæld var det konsekvent og kompromisløst, og når man først var fanget ind, havde Konvent en nærmest hypnotiserende kvalitet. Der var et par crowdsurfers, men mest af alt svajede publikum blot frem og tilbage, ført af bandets dommedagsvinde. Alt åndede ro over publikumsvandene, og stilheden svalede alles stemmebånd. Bandet solede sig i blikkenes spotlight, og til trods for ikke at tale med os havde de et stærkt nærvær på scenen. Jeg manglede at høre “Pipe Dreams”, som er en personlig favorit – men til gengæld fik vi hørt bandets lidt mere stille side, hvor tempoet sænkes til slowmo-sneglefart som på deres andet album.
Fulde folk og børn lyver
Den besofne herre tøffede stavrende ud i natten uden et farvel eller en skæbne. Han tog helt og holdent fejl i sine fordomme om Konvent. Deres popilaritet er velfortjent og burde være større, for de leverer noget helt nyt til den danske doom-scene. Deres kostumedesign var med et engelsk slangord ‘fire’, og der var også en hel del ild på scenen. Jeg ville næsten ønske, at jeg havde taget skumfiduser med, særligt da List fandt en flammekanon frem. Konvent stak en syl af lys ind i mørket: Og vi så, at lyset var godt.
