Jesus startede med 12 disciple, Agrat starter med 96!
Man må kunne et eller andet særligt, hvis man som et band med under 100 følgere på en platform som Facebook kan få lov til at lade sin debutudgivelse få premiere via Black Metal Promotion, en kanal med lige under en halv million følgere. Agrat er mildest talt et lillebitte og ganske nyt band straight outta Viborg, byen kendt for kalkgruber og kongemord. Men vi må aldrig glemme, at selv de største musikere engang var så små, at ikke engang deres nærmeste venner orkede at se dem spille live – og alle skal have en chance.
En tretrinsraket med halvtom tank
Agrat Bat Mahlat er en klassisk debutskive. Store drømme, store ambitioner, store ideer, masser af blod på tanden og masser af begynderfejl. Albummet prøver at være tre ting på en gang, og medmindre man er en regnbueis, så er det altså svært.
På den ene side vil albummet gerne være arketypisk black metal a la Norge 1994. Det kan ses på noget så klassisk for genren som coveret (et Bosch-maleri), at titlen er en reference til en gammeltestamentlig dæmondronning og det første reelle nummer, “Agrat Bat Mahlat”. Et nummer, der med sine simple tremoloriffs og Darkthrone d-beats faktisk får en til at tro, at man nu vitterligt bare får endnu en trve-kopi.
Men bedst som man tror, at turen går til Oslo, så tager hele affæren et skarpt sving mod syd, og nu skal vi til grænseområdet mellem Polen og Tyskland. På “Slagtet legeme” viser Agrat, at de er eksede med den slags black metal, som man kan få på de egne, alt lige fra Kanonenfieber til Behemoth og sågar Mgła. Der er dog et enkelt pitstop i Sverige, hvor der bliver samlet lidt Marduk og Dissection op. Her viser Agrat, at de faktisk kan spille og komponere på et markant højere niveau, end man ellers troede. Pludselig går vi fra noget, der lød som en ret flad kopivare, til at stå med et produkt af ganske høj kvalitet. Guitararbejdet på netop “Slagter legeme” viser, at Agrat potentielt kan stå side om side med nyere danske black-navne som Frelser – ydermere har de den samme 'skal du glo?!'-energi som Nyredolk og Ædel Fetich.
Desværre er der den tredje ting, som bandet forsøger sig med – nemlig at være en slags gyserfilmslydbillede. Hele tre gange spiser de lytteren af med numre, der ikke er andet end diverse lydklip fra gyserfilm, fuglekvidder og deslige – og ikke nok med at de derfor ender med at skylle omtrent en tredjedel af spilletiden ned i lokummet, så dræber de tre intermezzi også alt, hvad der minder om flow, tempo og – ironisk nok – stemning.
Det er en enorm skam, for Agrat beviser faktisk gentagne gange på albummet, at de kan spille, og ret godt endda. Der er nogle vildt fede numre på pladen her, men jøsses, hvor mangler der en rød tråd, og slutresultatet er derfor, at pladen virker som tre lidt tilfældige EP’er, der er klistret sammen med gaffatape. Så som sagt: en klassisk debutskive.
Spids ører, og hold øje!
Kritik til trods, så kan jeg ret godt lide skiven her, mere end jeg troede – de her drenge kan noget, og de mange begynderfejl og uagtet de mange begynderfejl har de en lyd, som vi faktisk lidt mangler på den danske black metal-scene. Så hvis de kan holde fast i den, finpudse den og så samtidig droppe alt det der gyser-pjat, kunne de godt gå hen og blive et stort navn.