Tænk nu nyt!
For nylig kunne man læse et interview med Michael Åkerfelt, hvori han blandt andet gav sin definition af progressiv metal – og uanset hvad man så mener om Opeth, må man dog indrømme, at han er lidt af en ekspert på det område. Her nævnte han, at det at være progressiv er andet end at bare høvle et tusind toner af på fire sekunder, spille en række skæve, dissonante lyde eller høvle løs på en syv- eller ottestrenget guitar: Progressivitet handler om altid at gå fremad, tænke nyt, aldrig se sig tilbage, stagnere eller gøre det, som alle andre gør. Og nu til Graveborns nyeste skive, Metempsychosis.
Nogle får gode ideer, og rigtig mange får dårlige
Amerikanske Graveborn har godt nok eksisteret siden 2012, men her på heavymetal.dk har vi faktisk aldrig anmeldt dem før, og efter at have kæmpet mig igennem deres nyeste opus undrer det mig egentlig ikke. Metempsychosis har en spilletid på en time, men det føles som det tredobbelte. Det er nu ikke, fordi pladen lyder rædderligt, og d’herrer kan da også sagtens spille – endda særdeles hæderligt.
Åbningsnummeret, “Embers Of Existence”, swinger ganske fint og minder om en kombination af The Black Dahlia Murder, Hypocrisy og sågar Fractal Gates, altså moderne melo-death, med storladent og imposant guitarspil og med et stort fokus på æteriske, sci-fi-lydbilleder. Desværre har bandet også en skyggeside. For de lader til også at være rigtig glade for et band som Rivers of Nihil, hvilket da også kan være fint nok, hvis det havde betydet, at de havde medbragt en saxofon og et kilo skunk. Men nej! I stedet har de taget alt det røvsyge med, nemlig de endeløse chugga-chugga-riffs, breakdowns og deathcore-øfferi. Og derved er vi tilbage til introafsnittet i dette skriv: Selvom Graveborn mener, de er et prog-death/deathcore-band, så er intet af det, de gør, progressivt – tværtimod.
De gør noget, som læssevis af andre bands også gør lige nu og har gjort i årevis. Jovist, kombinationen af den klassiske melo-død og så den mere gumpetunge djent er måske ikke totalt leverpostej, og havde bandet nu været bedre til at blande de to, eller i det mindste veksle, så havde slutresultatet været betydeligt bedre. Måske.
Livets store spørgsmål
Ud af de 11 numre, så er den absolutte størstedel helt generiske djent-deathcore-numre, og de er alle så forbløffende ens, at det er umuligt at skelne mellem dem. Ydermere er albummet så kedeligt, at man halvvejs igennem begynder at fundere over de store ting her i livet såsom: Mangler jeg mælk? Huskede jeg at betale min elregning? Burde jeg sætte en vask over?
Igen, lad mig gentage, at de kan sagtens spille, og albummet lyder fremragende. Men milde Moses, hvor er det her album dog totalt ligegyldigt. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Graveborn skylder mig en time.