Groovy, eh?

Canadisk metal? Is that a thing?

Skulle man lave en liste, hvor alle de amerikanske bands, man kender, figurerede, ville listen nærme sig det endeløse. Men kaster man sig derimod over samme projekt med amerikanernes canadiske naboer, ville det sandsynligvis være ret hurtigt overstået. De fleste ville nok med anstrengte miner og spændt kæbe mumle om Nickelback, Avril Lavigne og Alanis Morissette og så småt konkludere, at canadierne bør holde sig til ishockey og bjørnejagt. Men intet kan være mere forkert. Gransker man metalindustrien i verdens næststørste land, finder man guld mange steder, og denne gang har undertegnede fundet endnu et interessant navn: groove metal-bandet Inire. 

Une connaissance du Canada percutant

Kvintetten Inire fra Quebec er et band, der stille og roligt arbejder sig opad i det canadiske metalmiljø. I 2009 debuterede de med albummet Born the Wicked, the Fallen, the Damned og har siden da spillet på en række af landets store festivaler. Nu er de aktuelle med opfølgeren Cauchemar, det franske ord for mareridt. Efter en næsten Master of Puppets-agtig åbning på albummet fortsætter Inire i det groovy spor med et par håndfulde stramt komponerede straight-to-the-point sange. Derudover tilsættes en lille portion hardcore og en god slat thrash. Både vokalen hos forsanger Dre, men så sandelig også resten af bandet, er i deres udtryk meget inspirerede af tidligt 90'er-Pantera. Det er groovy, hårdtslående og uden så meget pjat. Produktionen, som trommeslager Chris Bonavia har stået for, er ligeledes med til at lede tankerne tilbage til den legendariske Vulgar Display of Power med sin helt knastørre rytmesektion og meget tydelige guitar. Dog kunne jeg, trods en overordnet set fin lyd, godt tænke mig lidt mere bund i produktionen. Særligt trommerne lyder lidt for flade, og det er synd for det samlede udtryk.  

Fremtiden er lys

Jeg vil fremhæve numrene "Crash" og "Burn" samt titelnummeret, som man ikke må sidde overhørig. Selvom Cauchemar hører til blandt de mere positive overraskelser, denne anmelder er faldet over for nyligt, behøver man ikke gennemlytte hele albummet, da det hurtigt bliver en anelse for ensformigt. Men tjekker man de tre nævnte skæringer ud, har man gjort sig selv en god tjeneste. Med mere variation og en lidt fyldigere produktion kan Inire nå langt. Rigtig langt! For udtrykket og numrene har de fuldstændig styr på. Og så kan vi også allesammen nævne lidt flere (og bedre!) navne end ellers, næste gang snakken falder på musik fra landet, hvor Bryan Adams stadig er konge...