Imperium puster liv i de græske guder med ny, pulserende plade

Britisk brutalitet

Du har måske hørt om Det Britiske Imperium, men har du hørt om det britiske Imperium? Her taler jeg altså ikke om briternes kolonisering, men om det musikalske dødsmetal-imperium regeret af vokaltitan Doug Anderson og guitargigant Mike Alexander. Disse to herrer udgør den hårde kerne af Imperium, og med lidt hjælp fra musikalske venner har de nu kreeret bandets andet album, Titanomachy, der er første skive anført af Anderson.

Græsk gudedynasti gone metal

Der er i den grad punch i dette album – der vises ingen nåde, og du rammes, som var det af en knyttet næve. De britiske bøller har en voldsom, brutal og meget teknisk tilgang til musikken, og det lyriske univers udgøres af ældgammel, græsk mytologi, hvorfor der vækkes dybe associationer til tech-death-bands som Nile. 

Det står hurtigt klart, at denne mytologiske temaramme er et vitalt element i Imperiums musikalske og stilistiske udtryk – ja, faktisk kan man bare kaste et kort blik på gutternes albumcover. Her illustreres det vældig godt, hvad lytteren har i vente: flammehav, tordenskrald, titaner, storslåede slåskampe og mytiske monstre. 

De enkelte numre eksekveres med stor akkuratesse og teknikalitet: Trommespillet er lynhurtigt og emmer af catchiness og headbanger-beats; det sublime guitarspil følger trit og byder på raserende riffs og sprøde soloer, der uden besvær skærer sig igennem lydmassen; bassen gør sig ikke særligt bemærket – den følger mest af alt rytmeguitaren; og vokalen er aggressiv, men udviser samtidig en solid spændvidde og integritet. Det er sgu fedt!

Størstedelen af numrene lyder forholdsvis ens, men hvad gør det, når de alle er superfede… og super meget dødsmetal? Tja. Nogle af numrene er dog særligt værd at fremhæve, fx de tre instrumentale numre: ”Intro”, ”Into Abode Of The Dead” og ”Skies That Bear Thunder”. De to førstnævnte kan mest af alt beskrives som en slags krigshymner med mystik, spænding og sværd, og de giver et dejligt afbræk fra den tekniske brutalitet. På sidstnævnte track genoptages teknikaliteten dog, og lytteren forkæles med guitarlir i høj, høj klasse.

Af mere reelle numre er særligt ”Castrate The Father Of The Sky” og ”The Unseen One” stærke spillere. ”Castrate The Father Of The Sky” rammer lytteren med fuld smæk fra første sekund, og især trommerne tordner af sted med uanede kræfter. ”The Unseen One” byder på et monstrøst guitarriff, hele to guitarsoloer og beviser samtidigt, hvor varierende og vellykket Andersons vokalstil er. 

Kamp til stregen

Titanomachy er næppe en lettilgængelig skive, ej heller for enhver smag; den påkalder sig fans af mytologi, episke opgør og teknisk dødsmetal. Lyder dette som et match, tør jeg imidlertid godt love, at skiven ikke skuffer! Den oser af musikalske lækkerbisker, vellyd og kvalitet. Om titanerne eller kroniderne vandt dette slag, må lytteren selv afgøre, men jeg vil i hvert fald belønne kampen med 9 krigeriske kranier.