To sider af samme sag

For to år siden udgav Ihsahn en progget omgang voksen-black, og jeg kvitterede med topkarakter og roste den for sin knivskarpe lyd, der, som titlen på albummet antydede, var ”smuk og skarp som en frostklar himmel”. Denne gang er vi rykket indenfor i mørket på en udgivelse, som, i mange henseender, er det stik modsatte af forgængeren, men samtidig er lige så kompetent og besnærende. Der er ikke længere højt til himlen, men lavt til loftet, og selvom de eksperimenterende elementer er bevaret, har Ámr, i modsætning til Arktis, en langt mere elektronisk lyd.

Sæt dig godt til rette, hold din kæft og lyt

For hvor Ihsahn før har beskæftiget sig med både progressiv og avantgarde, har han denne gang skelet til en type musik, man normalt ikke forbinder med black metal. Inspirationen er hentet i noget så spøjst som hiphop og noget så åbenlyst som soundtracks fra horrorfilm i 80’erne. Umiddelbart er førstnævnte svær at spore, bortset fra den famøse 808, som er med til at give hele albummet et skær af klinisk renhed. Den forrige udgivelse var organisk, men i denne omgang bydes vi på synth og theremin, og hold kæft, hvor det virker. Hele vejen igennem sidder jeg med en følelse af klaustrofobi og lytteglæde – selv coveret understreger, at her skal man sidde stille og høre efter. En stor sort læderstol med dyreskind og kranie på sætter stemningen, allerede inden play-knappen utålmodigt bliver hamret i bund, og jo, man kan godt dømme noget på coveret! Mit første indtryk af pladen var et højlydt ”hold kæft, hvor er det nørdet”, for den gennemførte ”Lend Me the Eyes of Millenia” åbner en luge tilbage til 80’ernes synth-helvede, som bliver understøttet af en raspende vokal og en dæmpet, men insisterende riffing, der lover mig, han ikke har glemt sine rødder. Opfølgeren ”Arcana Imperii” minder i stor stil om, hvad der foregik på Arktis, men der er heller ingen tvivl om, at de to er hinandens forvrængede spejlbilleder, og Frederik Åkersson fra Opeth spiller en gedigen gæstespade, muligvis er det med til at give mig associationer til forgængeren.

Der er plads til både det stille og det stærke, og ”Sámr” er et af de numre, som understreger, hvor vigtigt det er at rumme begge. Det er et roligt og smukt nummer, som med sine betagende clean vocals understøtter den dynamik, der binder hele albummet sammen. ”One Less Enemy” er et ret ”poppet” nummer, da trommerne er gledet i baggrunden til fordel for guitarspillet – som hverken er påtrængende eller specielt hårdt. Der er i stedet en musikalsk dissonans, i den forstand at hans gravrøst ikke passer til den næsten lette hard rock-stemning, der præger nummeret. Det er et gennemgående tema, at alle de skarpe kanter bliver afløst af tilsvarende bløde hjørner, og det skaber en fantastisk kontrast, der er pladens røde tråd. Det objektivt hårdeste nummer er den fantastiske ”Wake”, som godt kan give mindelser til dengang, Dimmu Borgir bed fra sig, men er samtidig et af de mange numre, man kommer til at gå og nynne med på. Generelt set er hele albummet gennemsyret af små krøller, finurligheder og overraskelser, og jeg forventer, at det bliver soundtracket for en sommer, som måske/måske ikke bliver tilbragt indendørs…

Ave Cæsar

Det er en smule unfair overfor resten af numrene ikke at gennemgå dem også. Men faktum er, at der ikke er et svagt punkt på hele pladen. Ihsahn er en afgudsbenådet kunstner, der går sine egne veje, og det er jeg virkelig glad for. Jeg har tænkt meget længe over, hvordan jeg skulle bedømme denne plade, da Arktis var et mesterværk, og hvordan topper man så den? Man laver da bare en plade, som er det stik modsatte på alle punkter – på nær kvaliteten. Hvor Arktis befandt sig bedst udenfor, er Ámr indetypen, og til at understrege det er sidste nummer en fortolkning af Poes digt ”Alone”, som minder om ”Celestial Violence” fra forgængeren, bare fremført af en, der sidder i sin kælder og drømmer om de åbne vidder. At vælge mellem disse to albums, er udelukkende et spørgsmål om temperament, prog vs. synth, ude eller inde, snesko eller slumretæppe, agorafobi eller klaustrofobi. God fornøjelse.