Den bliver svær som vedhæng i en halskæde
Mere eller mindre samtlige guddomme og religioner bliver repræsenteret ved en form for symbol. Kristendommens kors, Thors hammer, islams halvmåne og jødedommens davidsstjerne for at nævne et par stykker. Men hvordan repræsenterer man den græske dødsgud Thanatos? Man kunne gøre som thailandske Ecchymosis og gå bersærk i torturkammeret, hvor sagesløse ofre opsprættes, iturives og halshugges for derefter at blive stablet oven på hinanden, overhældt med flydende nitrogen og voila: et styk skulptur kaldet Thanatocorporeal Sculptures of Cryogenic Excruciation.
Sydøstasiens sejeste slam
Skulptur er måske så meget sagt, når det egentlig er en plade, men med tyngden af thaiernes nyeste skæring, brutal dødsmetal taget i betragtning, så skal du nok leje en blokvogn, hvis du påtænker en flytning.
Thanatocorporeal Sculptures of Cryogenic Excruciation kører ikke kun den tunge stil, men også den kølige. Ikke nok med at temaerne centreres om kulde og dennes indvirkning på tortur og død, så er pladen i sig selv utroligt cool. “Anemoconveyance of Lacerated Gangrenous Portions” åbner med et groove så sejt, rocket og tilbagelænet, at Jeffrey Dahmer kommer cruisende på en Harley med en smøg i kæften, inden walk-in-fryseren hives op, mejslen tages i brug, og kødkrystallerne flyver om ørerne. Læderjakke er bestemt ikke et dumt look for thaierne. Pladen igennem er det den samme cool og afslappede stil, der køres, ikke bare på de stivfrosne isbryder-grooves, men også på den mere techy “Frigidly Immobilized and Nonexsanguineously Amputated” og den dejligt blast-lystne “Ceremonial Savagery Over Calculated Viscerogouging”. Selvom trommeslager Polwach Beokhaimook opererer i et tempo, hvor selv en strid sibirisk snestorm ville fordampe, så falder hvert slag kalkuleret og uden frygt for, at smøgen drysser aske ud over gryderne. Selv Weerasak Kitthammapirak på vokal, der med sin modbydelige lavfrekvente dødsrallen får det til at løbe koldt ned ad ryggen, lyder i sine leveringer cool nok til, at rigor mortis burde være indtruffet for længst. Nok er gennemsnitstemperaturen i Thailand 28 grader, men hos Ecchymosis kommer vi sjældent over frysepunktet. Åbningsnummeret, “Deformation Through Cryobludgeoning Abuse”, alene er en vidunderligt sej omgang lavinekvælning og isklumpsbombardering afsluttet med en solid torpedering af permafrostramte bjergbestigere, hvor man prompte tigger efter mere. Derefter er det da også John Wayne Gaceys Hjem-IS-bil, der gladeligt deler ud af kolde fødder, hjernefrys og frosne skuldre ad libitum.
Det eneste sted hvor sneen synes gul på Thanatocorporeal Sculptures of Cryogenic Excruciation, er i mixets tendens til favorisering af lilletromme og mudring af bastoner. Jeg ved godt, at en læderjakke ikke er særlig varm, men når nu man som band har givet sig kast med seje og mere rockede riffs, så havde det været passende at hive dem mere frem i lyset frem for trommerne. De mudrede bastoner er specielt grelle på titelnummeret, hvor det er meget svært at høre, om det er bassen, stortrommen eller guitaren, der banker på den anden side af fryserdøren, da der står en meget energisk thai og tæver på en dåse kokosmælk ved siden af mig. I forhold til gruppens tidligere udgivelser er mixet dog klart forbedret, da det ikke længere er en epileptiker udstyret med vandrør og et stålbord, der er dominerende.
Frisk fra frost
En tvivlsom akustik i fryseren er dog ikke noget, der ændrer voldsomt på helhedsindtrykket af de stivfrosne og herligt groteske kødkreationer, som Ecchymosis skaber på Thanatocorporeal Sculptures of Cryogenic Excruciation. Brutal dødsmetal bør ikke kunne lyde så afslappet, sejt og osende af coolness, som thaierne formår. Men med en lyd så fed og stilet, så lægger jeg mig gladeligt op på det iskolde bord under lysstofrørets kolde skær og lader Ecchymosis udføre sin kunst.