Historien bag

De fleste kender historierne om Sherlock Holmes og hans ærkefjende, Moriarty. Mordgåderne, han løser, er derimod sværere at genopfriske fra hukommelsen, hvilket er synd. Det er nemlig historierne, der oftest skaber legenden bag. Horrendous’ nye album, Ontological Mysterium, er i samme forstand en gåde, der skal løses. Når man føler sig sikker på, hvad næste nummer vil bringe, sniger der sig altid en overraskelse ind. Indtil nu har det været et af bandets førende kendetegn igennem deres 15-årige karriere, og det fortsætter de heldigvis med på denne plade. Deres 2015-album, Anareta, modtog berettiget stor ros fra et utal af medier, mens opfølgeren Idol splittede fanbasen i to, da den i særdeleshed skruede op for den progressive tilgang med stor hjælp fra bassisten Alex Kulicks ankomst. Men hvor placerer Ontological Mysterium sig mon?

Den essentielle eksistens

Ordet ontologi, der stammer fra græsk og betyder ”læren om det værende”, dækker over de grundlæggende måder, hvorpå noget kan være til på. Det at forstå verden i både mening og galskab er en prøvelse selv for de mest vise, og bandmedlemmerne hævder på ingen måde at have alle svarene, men elsker til gengæld at stille spørgsmålene. Horrendous har været gode til at skumme fedtet af pladen, men på trods af en spilletid på blot 37 minutter kommer de forbavsende vidt omkring. ”The Blaze” indleder dystert pladen med en hviskende vokal, men udvikler sig hurtigt til en glidende overgang for albummets magnum opus, ”Chrysopoeia (The Archaeology of Dawn)”. Nummeret er en hvirvelvind af guitarsoli, trommevariationer og skiftende bassegmenter, som på intet tidspunkt sænker farten. Horrendous har ladet sig tydeligt inspirere af Death, og nummeret minder om en moderne version af ”Spirit Crusher” fra 1998-albummet The Sound of Perseverance. Bandet formår desuden at flette adskillige genrer ind i produktionen, uden at det bliver alt for finurligt. Doom metal-injektionen er faktisk højdepunktet i ”Preterition Hymn”, og jazzrytmerne i ”Aurora Neoterica” er en fremragende introduktion dertil. Bassen og guitaren går hånd i hånd forrest i mixet med skiftevis boblende basrytmer og skønne guitarpassager. Generelt er der stor harmoni i, hvad der foregår.

Dette album fokuserer i langt større grad end tidligere på vokalen, og både Matt Knox på den sekundære vokal og de to resterende medlemmer udlåner gerne deres habile stemmer til intensiverede kormomenter og som atmosfærisk baggrundssupplement. I et interview fra den 16/08/23 fortæller bandet om, hvordan coronaepidemien skubbede albummet flere år tilbage, hvilket viste sig at være en velsignelse i forklædning. Den ekstra tid tillod bandet at finpudse ting, de ellers ikke ville have gjort, og der gik vist endda lidt sport i finpudsningen i Damian Herrings garage.

Der er dog et par enkelte plothuller i historien såsom nummeret ”Exeg(en)esis”, der med sin futuriske lyd er meget malplaceret på albummet. Det står i skærende kontrast til skæringen ”Cult of Shaad’oah” forinden, der er en ode til klassisk dødsmetal. ”Neon Leviathan” er egentlig et fint nummer, men jo mere man hører albummet, jo mere føles det en tand for simpelt sammenlignet med de andre kompositioner. Hvorfor ikke vise de progressive takter her? Jeg er desuden slet ikke fan af den bizarre kirkeklokke, der dukker op ud af ingenting på slutsekunderne af albummets sidste skæring, ”The Death Knell Ringeth”. Det forekommer mere som en improviseret tilføjelse end som nøje planlagt.

Mysteriet tager en sidste drejning

Horrendous leverer på den korte spilletid en kavalkade af kreativitet, der udfolder sig som en nøje planlagt mordgåde. Der skal medbringes både lup og snilde for at opdage samtlige små detaljer, som albummet gemmer på, og når man endelig tror, at man har luret amerikanerne, tonser de endnu en gåde i hovedet på en. ”Exeg(en)esis” og ”Neon Leviathan” er desværre plothuller, der forvirrer mere, end de gavner, men på trods af disse må albummet anses som en succes – og opfølgeren, som Anareta fra 2015 så sandelig fortjente. I sidste ende er det sande mysterie ved Horrendous nok, at de ikke er mere lyttet til, end de er.