Hellsingland Underground kommer, som navnet til dels antyder, fra Sverige og spiller gammeldags, let stenet rock i stil med Rolling Stones, Bob Dylan med elektrisk backing og måske Aerosmith i det let country-agtige midtempo hjørne (lyt f.eks. til "Shuffle Day to Day"). Sidstnævnte er imidlertid også det tætteste, man kommer på noget, der har et eller andet med heavy eller metal at gøre. Hellsingland Undergrounds "Madness & Grace" er ingen af delene, og det er generelt så blottet for energi, at de inspirationsmæssigt beslægtede Black Crowes lyder som ond punk til sammenligning.
Selv om numrene altså er en anelse kedelige, skal Hellsingland Underground dog have credit for, at albummet er homogent, stilsikkert, velproduceret og fint spillet og sunget. Det er et album, der næppe vil genere nogen, hvis det kører i baggrunden til en fest eller i en forretning, og der er også nogle ganske behagelige halv-ballader her og der, som med den varme pop-lyd er rare at slappe af til (f.eks. "Vera"). Men generelt er der simpelthen for få konflikter i musikken (og interessante melodier for den sags skyld) til, at jeg har lyst til sådan rigtig at dyrke albummet.
I Hellsingland Undergrounds hjemland har albummet fået gode hitlisteplaceringer, og lyden er da også så ufarlig og mainstreamagtig, and den sikkert vil glide ned hos mange. (Personligt håber jeg, at Pain of Salvation tørrer gulv med "Madness & Grace", når deres egen 70'er-inspirerede opus "Road Salt One" udkommer i maj...)
