Mørkt og dyster dødsmetal, hvor kun få kan være med

Når man kommer fra Polen, spiller blackened dødsmetal og startede karrieren tilbage i 90’erne, ryger tankerne hurtigt hen på Behemoth og dødsgiganterne i Vader. Denne betegnelse passer dog også på et andet band fra dette land nemlig Hate. Solarflesh er ottende skive fra bandet. Et album som byder på mørk og dyster stemning, hvor kun få kan være med.

Hate bekender sig til dødsmetallen, men med et mørkt black tvist hvilket betyder, at de hurtigere og tunge trommer, de skærende riffs og den growlende vokal tilsættes et melodisk blackmetal skær. På nummeret ”Enternal Might” kommer det til udtryk ved, at nummeret starter ud i et klassisk dødstempo med riffs og bragende dobbeltpedaller, men samtidig har nummeret også et blackmetalfeel i form af de underliggende effekter nummeret indeholder samt de melodiske guitarpassager.

Selve vokalen bærer på en gang den kendte growl fra dødsmetallen, hvor man kan skelne ordene, der bliver brølet, men samtidig er den dybere og mere grum og ildevarslende ala den Nergal præsterer i Behemoth. I det hele taget er Behemoth det band, som mine tanker konstant vender tilbage til, når jeg høre Solarflesh. Den underliggende mørke stemning, den grumme og energifyldte vokal, samt de underliggende effekter minder om noget, der kunne komme fra Nergals hånd. Hate er dog på ingen måde et kopiband, for deres primære genre er dødsmetallen, hvor de så har givet denne genre et mørkere touch.

Hate har med Solarflesh på ingen måde redefineret dødsmetallen. Ej heller findes der de store nyskabelser på albummet. Hate bruger deres erfaringer til at skabe et stærkt dødsmetalalbum, som emmer af mørk stemning, og hvor det tekniske er i højsædet. Med Solarflesh er Hate godt på vej til at følge Behemoth og Vader, som et af de stærkeste navne indenfor den mørke dødsmetal.