Stoner doom. Hard rock. Heavy psych. Prog.
Engelske Green Lung er blevet kaldt mange ting, men i bund og grund spiller de retro-heavy. De udgav en EP i 2018 med en ærke-engelsk æstetik som fundament for deres tilbageskuende rockmusik, og brød allerede igennem med deres debutalbum, Woodland Rites, året efter. Siden er det gået stærkt blandt andet med masser af rosende omtaler, ikke mindst efter deres optræden på Copenhell sidste år. Nu udsender englænderne album nummer tre, This Heathen Land, denne gang på mægtige Nuclear Blast. Men er alting så blevet bedre, større, hurtigere? Find batikskjorten frem, fyr op under en fed, og lad os sammen finde ud af det.
Kedelig3
’Come. It’s time to explore this heathen land’ lyder opfordringen i den korte intro, inden Green Lung for alvor sætter gang i seancen med ”The Forest Church”. På trods af både Brian May-guitar og godt med Hammond-orgel, er det en gumpetung start, specielt det primære riff. Forsanger Tom Templars nasale vokal har aldrig været min kop te, og den er ikke blevet bedre siden sidst. I gamle dage skulle der være knald på åbningsnummeret, men her er tempoet dræbende og verset gabende kedeligt. Til gengæld er omkvædet fint og medrivende, og det samme gælder for både guitar- og orgelsolo, selvom sidstnævnte er alt for kort. En lidt ujævn start altså, men på ”Mountain Throne” går det straks bedre. Her får vi langt mere energi og power, og dette første singleudspil er dermed den helt oplagte albumåbner. “Maxine” er endnu et nummer med energi og dramatik. Keyboard-melodien i det sprøde omkvæd er ret fængende, selvom det bliver lige simpelt nok.
Men herefter går det igen stærkt ned af bakke. Templar er gruppens svageste kort, men han fylder klart mest, og det er mildest talt en tvivlsom beslutning. De doom’ede riffs og det ultralave tempo på ”One For Sorrow” stiller store krav til vokalen, og de er ikke er i nærheden af at blive indfriet. ”Sorrow” er et af albummets længste numre, men der sker stort set intet spændende undervejs. Bedre bliver det ikke på ”Song Of The Stones”, som med enkel akustisk guitar og lidt fløjte minder om tidligt Rainbow. Måske et forsøg på at lave en ”Temple of the King”, men den når ikke forbilledet til sokkeholderne. Alt det momentum, Green Lung har skabt med ”Mountain Throne”og “Maxine”, er nu fuldstændigt tabt. Det er ganske enkelt kedeligt og uvedkommende, og gruppen har tilsyneladende glemt, at ægte 70’er-psych også er lig med ekvilibrisme og syrede soloer. Det er der desværre næsten intet af her på This Heathen Land, selvom man klart fornemmer, at talentet er der.
I stedet får vi de samme kedelige vokalmelodier hele vejen igennem, og det psykedeliske c-stykke i “The Ancient Ways” er kun vellykket, hvis ideen er at lulle lytteren i søvn. ”Oceans Of Time” lukker albummet, og det overrasker næppe, at det er gabende kedeligt. I stedet for noget episk eller syret lir, slutter den af med simple og uinspirerede anslag på et keyboard. Desværre en passende kedelig afslutning på et kedeligt nummer på et kedeligt album.
Der er langt til Heep og Deep
Udfordringen for rendyrkede retro-bands som Green Lung er den simple, at de skal kunne overbevise potentielle fans, at det, i hvert fald for en stund, er værd at droppe de legendariske forbilleder. Den barske sandhed er, at det sjældent lykkes, og det gør det heller ikke påThis Heathen Land. Dette album tilbyder absolut intet som forbillederne ikke har gjort langt bedre for 40-50 år siden. Det bedste valg er således stadig at gå over i reolen og tage Jethro Tull, Uriah Heep, Deep Purple, eller Nektar eller… ned fra hylderne.
