Som humlebien lykkes det endnu engang italienere at komme op at flyve

Kompromisløs og egensindig

Fleshgod Apocalypse udfører den velkendte kunst, der nok kun behager trænede øregange, og som kaldes teknisk/symfonisk dødsmetal. På det seneste udspil, King, er der kommet bedre styr på samspillet mellem den orkestrale del og de flænsende guitarer. Men ellers er alt, heldigvis, ved det gode gamle. Og som altid med kødguden kan jeg blive en smule overbelastet efter en times lytning eller to. Men hvad gør det, når det er den samme type overbelastning, som når jeg bliver træt af at læse Kafkas eller Kierkegaards indskruede og lange sætninger og må have et stykke med Netflix?

Egentlig fusionsmusik

King er, som bandets øvrige plader, stort tænkt og består ret beset af 2 plader i ét, nemlig en højdramatisk del, der er udført på violiner, klaver, kor, og hvad der ellers hører til den klassiske musiks virkemidler, og så en mere traditionel dødsmetaldel, hvis lyd er eller bør være velkendt for læserne af hm.dk.

Efter min opfattelse er netop dette så karakteristisk for bandets musik: At metallen ikke blot har elementer af klassisk musik, men at musikken består af lige dele metal og klassisk musik. Og dét er nok en smagssag for de fleste, men for de indviede som undertegnede er det en fænomenal oplevelse at have et så komplekst værk at dykke ind i.

Live giver det dog lidt problemer, at musikken er sammensat, da bandets fanbase selvsagt ikke kan dække, at der tages et helt symfoniorkester med på slæb, når de europæiske landeveje skal slides tynde. Og dog, jeg har for nylig set dem live, og det kan klart anbefales, selvom den orkestrale del af lydbilledet ret beset må være playback (bortset fra klaveret). Men nok om deres live-optræden: Et metalhoveds oplevelse af en koncert påvirkes i sidste ende nok mest af, hvor høj promillen er, snarere end om der er violiner og trompeter på scenen.

Et sandt overflødighedshorn

Hvis du er klar på en overvældende og på alle måder gennemarbejdet musikalsk oplevelse, så skal du læne dig tilbage og sætte King på. Det skrives ofte, at en plade kræver noget af lytteren, men i dette tilfælde holder det stik. Du kommer ikke let ind i pladens voldsomme og voldsomt fascinerende univers, men ind skal og må du, så sæt Netflix på pause for en stund og find hørebøfferne frem.