Endnu et skridt mod stjernerne

Spændingen forløses

Jeg er næppe den eneste, der har glædet sig til nyt fra den københavnske kvartet Feather Mountain. Det er lidt over tre år siden, vi blev forkælet med uhyre flot progressiv metal i form af det smukke og ligefrem gåsehudsfremkaldende album To Exit a Maelstrom. Og siden da er der blevet ventet i spænding på, hvilke retninger bandet ville gå i næste gang. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at pladen fra 2022 var et yderst krævende værk. Gruppens musik kræver dedikation og indlevelse, før den betaler lytteren tilbage, og tekstmæssigt kræves der ligeledes fuldt fokus. Albummet var brødrene Dahl-Blumenbergs ekstremt følelsesladede beretning om den rejse, de måtte igennem, da et nærtstående familiemedlem blev ramt af alvorlig sygdom, og for pokker, en plade. Sjældent har det skrøbelige, sørgelige og smukke gået hånd i hånd på så flot vis.

På gruppens tredje langspiller, A Liminal Step, tages der på ny hul på store eksistentielle emner, og igen stilles der store krav til lytteren. Men giver man pladen den opmærksomhed, den fortjener, venter en stor gevinst.

Den naturlige fortsættelse

Hvis man syntes, To Exit a Maelstrom var lovlig meget til den langhårede side, og er man generelt ikke til introspektive soniske rejser med tunge emner i fokus, behøver man ikke læse videre. I så fald tør jeg godt spå, at man med al sandsynlighed ikke vil bryde sig om A Liminal Step. Det otte numre og cirka 40 minutter lange album er nemlig en ret så krævende sag. Tematisk kredses der omkring psykisk sårbarhed, og hvordan man med traumer i bagagen navigerer gennem forkrøblende samfundsstrukturer i en verden i kaos. Via skrøbelig progressiv metal, elektronisk avantgarde og elementer af pop inviteres lytteren med på denne rejse, og pladen skal naturligvis opleves sammenhængende, selvom vi undervejs støder på flotte sange, der sagtens kan stå alene.

Åbneren “Sigil” er en overlegen start og vidner om et band, der fortsætter, hvor de slap. De snørklede musikalske kompositioner og progressive elementer er stadig perfekte billeder på den sårbare sindstilstand, utryghed og poetiske agorafobi, der er bandets identitet. Meget få andre lyder som Feather Mountain, og det fortjener en stor applaus. “Lantern” og “Sunder” er ligeledes fantastisk flotte numre, der begge bygges flot op, inden de eksploderer i et sandt sansefyrværkeri af fede riffs og tunge følelser. Og hør så lige, hvordan bas og vokal næsten slås om pladsen på sidstnævnte, inden frontmand Mikkel Lohmanns blide væsen kulminerer i kompromisløse og kontrastfyldte intense brøl. Det er mageløst! Og det er Feather Mountain, når de er allerbedst.

Det er dog ikke hele pladen, der ligger i direkte forlængelse af forgængeren. Der leges også med nye tiltag. På “The Hedonist” finder man tempo, dynamik og riffs, der er fyldigere og markant hårdere end det, bandet plejer at levere. Det klæder dem rigtig godt. Og på det meget flotte “Prayer Wall” lyder de næsten som Muse, der forsøger sig med at spille black metal. Det kan lyde sært, men det giver mening, og det er et nummer, denne anmelder har genbesøgt en del gange. Brudstykker af nummeret burde ikke give mening, men på forunderlig vis står det alligevel som et af albummets allerstærkeste delelementer. “Rope Me In” er derimod en anden snak. Som pladens eneste fejlskud fremstår det en anelse generisk og langtrukket, og præcis som det var tilfældet på To Exit a Maelstrom, er det en skam, når enkelte numre trækker pladens kadence markant ned. Heldigvis sker dette dog meget tidligt på pladen, da “Rope Me In” blot er anden skæring, og helhedsindtrykket af det flotte album forbliver således intakt.

Med følelserne uden på tøjet

A Liminal Step er endnu et flot og signifikant skridt for Feather Mountain på deres stort anlagte dannelsesrejse. Parallellerne til Tool synes så godt som borte, og de er godt på vej mod at have fundet deres helt egen unikke lyd. Jeg er ikke blæst bagover i så voldsom grad, som jeg havde håbet på, og gåsehuden er også udeblevet denne gang. Men der må ikke herske nogen tvivl om, at dette er et forrygende smukt album, der både kan og skal genbesøges mange gange. For pokker, hvor er disse fire gutter dygtige, og for filan, hvor lyder de godt. Her hersker ingen angst for at tage fat på svære emner, og hvor er det dog befriende. Verden bliver et smukkere sted at være, når folk tør, og det gør Feather Mountain i dén grad. Tak for det!