Fra øveren til afgrunden
Siden udgivelsen af det eponyme debutalbum tilbage i 2023 har Exelerate ikke set sig tilbage. Deres rå, kompromisløse power thrash har hurtigt fået tag i publikum over det ganske land, og koncerterne på Loppen og Sønderborghus bekræftede deres i forvejen imponerende ry for intensitet og spilleglæde. Det må alt andet lige have givet gutterne et ordentligt skud selvtillid, men måske også en vis afklaring: Hvad virkede? Skulle noget skæres fra? Og hvad, om noget, kunne skærpes? Nu er jeg jo ikke psykolog og skal dermed undlade at kloge mig (yderligere) på den egentlige refleksionsproces. Faktum forbliver dog, at københavnerne med nærværende Hell for the Helpless viser en helt ny side af sig selv. Under ledelse af producer Io Klarstrup er der blevet eksperimenteret, raffineret og skrevet med både hjertet og hjernen slået til. Samtidig har bandet vendt blikket indad: mod sindets skrøbelighed, psykiske brud og det mørke, vi sjældent taler højt om.
En ny alvor i spil
Der er en ny alvor i spil. En modenhed i både komposition og udtryk, som markerer, at Exelerate ikke længere blot excellerer i fart og falset. Det er stadig forsanger Stefan Jensen, der bærer det melodiske udtryk, men det står nu på skuldrene af et mere dynamisk og dramatisk lydtæppe. Det klæder dem – og det skaber forventninger. Heldigvis indfries disse gang på gang, som albummet folder sig ud. “The Madness” er muligvis deres stærkeste singleudspil nogensinde. Her går gruppen all-in på deres mest medrivende sider. Riffs og guitarsoli slynges ubesværet af sted, alt imens vokalen løfter det hele med en næsten teatralsk 80’er-pragt. Det er catchy uden at være klistret, tungt uden at miste finesse. ”The Summoning” trækker sidenhen linjer til klassisk amerikansk thrash og bærer med stolthed sine referencer til Flotsam and Jetsam, Anthrax og Megadeth. Nummeret er bestemt ambitiøst med sine veludførte kontraststykker, men kunne dog have haft endnu mere slagkraft, hvis man havde skåret et minuts penge af.
Broen mellem Hell for the Helpless og den bagvedliggende diskografi bliver endog meget evident, da vi dykker ”Headfirst into the Void” (ordspil absolut tilsigtet). Det her er så arketypisk Exelerate, som det bliver: Energi og overskud stråler ud af skæringen, og man fornemmer utålmodigheden efter at udskifte studiets trange kår med rampelyset og de skrå brædder rundtom på både små og store spillesteder. Her må jeg nok en gang gentage min undren fra Loppen: At Jensens udvalgte stadig ikke har modtaget en skriftlig invitation til Copenhell, overstiger ganske enkelt min fatteevne. Hans organ alene ville rive Gehenna midtover og formentlig sætte helt nye standarder i pitten. Læg dertil den stramme konceptualisering, det skarpe producerarbejde og en eksekvering med både tæft og tænding. Så har vi altså en vinder, mine damer og herrer!
I takt med vores videre nedstigning til B-siden bliver guitarerne tydeligt stemt tungere for at illustrere den regredierende sindsstemning. Her må jeg bare lægge mig fladt ned for den udvikling, Jensen og hans kumpaner har undergået. I en noget nær perfekt harmoni mellem vokalarrangementerne og de klagende strenge kryber ”Falling in Lust” helt ind under huden på os som noget af det bedste, bandet til dato har begået. Så langt vil jeg nu ikke gå i bedømmelsen af ”Impending Doom”, om end vi her får både tempo og tyngde samt noget, der umiskendeligt minder om growls. Jamen Jensen dog, sikke du kan. Og så med den variation i rangeringen. Bevares, de gutturale fraseringer hører måske ikke isoleret til blandt hans største styrker. Men det sætter unægteligt en tyk streg under hans status som en af dansk metals mest modige og flerfacetterede frontfigurer. Derfor ærgrer det mig også usigeligt, at man vælger at presse citronen med den mere end ni minutter lange lukker ”Stranger out of Time”. På trods af sine velkomponerede passager så fremstår nummeret lettere overflødigt og sætter et lidt ærgerligt punktum for en ellers fremragende plade.
Hell hath no fury like a frontmand forsmået
Det er ikke længere kun frådende firserfræs og frenetisk falset, der definerer Exelerate. Hell for the Helpless tør tage livtag med vores indre kaos og kaste lys på mørket – uden at miste den musikalske motor, der bragte dem fremad i første ombæring. Undervejs får vi både smæk for skillingen, følelser i frit fald og et niveau af vokalakrobatik, der ville få selv King Diamond til at hæve bryn. Vist er der da stadig steder, hvor ambitionen halter en kende foran afviklingen, men det ændrer ikke på helhedsindtrykket: Exelerate er i gang med en forvandling – fra energisk talent til etableret kraftcenter på den danske metalscene. Og hvis Copenhell ikke snart sender et brev med laksegl, så tropper jeg personligt op ude foran Refshaleøen næste sommer iført corpsepaint og crocs, med megafon, en stak demobånd samt protestflag: Jensen for Helvede!
