Vi, der ejer natten
At kalde ukrainske Drudkh for et band, der splitter vandene, ville kandidere til årets underdrivelse. Selv efter black metal-standarder er kvartetten fra Kharkiv en flygtig størrelse – de spiller ikke koncerter, giver ikke interviews, får ikke taget pressefotos og udgiver ikke, med enkelte undtagelser, teksterne til deres musik, der i øvrigt er skrevet på modersmålet. Læg hertil et musikalsk landskab, der bygger på lo-fi black metal, slavisk mytologi og ukrainsk nationalisme, og så står det pludselig klart, hvorfor Drudkh i snart to årtier har fået ANTIFA-segmentet på Reddit til at kløjes i vegetarlasagnen. Men modsat vegetarlasagne er black metal heldigvis ikke sat i verden for at være en omgang kønsløs allemandsæde, og uanset hvad man i øvrigt måtte mene om ukrainerne, er de sædvanligvis garanter for lidt krydderi på tilværelsen. Jeg var derfor personligt spændt på at se, hvad Roman Saenko & Co. havde puttet i krydderiblandingen på deres tolvte fuldlængdealbum, All Belong to the Night, der udkom den 11. november.
Godt tænkt, dårligt eksekveret
Det er vel nærmest blevet en naturlov i metalkredse, at det gamle skal forherliges, mens den højeste anerkendelse, det nye kan få, er ”godt, men jo ikke det gamle”. Det er en fælde, jeg forsøger at undgå selv at hoppe i, for hvis historien er en god læremester, så er stilstand stagnation, og stagnation er sidste stop før irrelevans. Jeg bliver dog også nødt til at erkende, at det ikke er lykkedes mig med Drudkh, som jeg har lidt af et had-/kærlighedsforhold til. Hvordan et og samme band kan være ophavsmænd til episke black metal-mesterværker som Autumn Aurora og Blood in Our Wells og til post-rock/black-jazz-vederstyggeligheder som Handful of Stars og They Often See Dreams About the Spring, overgår min forstand. Men ak, efter fire års pause var jeg klar til at blive såret igen, da førstesinglen fra All Belong to the Night, ”The Nocturnal One”, landede i æteren den 28. februar. Oprindeligt var det ikke planen, at nummeret skulle udgives før november, men bandet anmodede Season of Mist om at få det udgivet med det samme i trods mod den russiske invasion af Ukraine og som et symbol på håb for den ukrainske modstandsbevægelse. Det var således på en tragisk baggrund, at jeg fik stillet min nysgerrighed før tid, men uagtet omstændighederne var førstehåndsindtrykket særdeles positivt. Et spædt håb om en storslået tilbagevenden til de gamle dyder havde plantet sig i mig, og november kunne ikke komme hurtigt nok.
Med en samlet spilletid på 45 minutter fordelt på blot fire numre er All Belong to the Night ikke det mest lettilgængelige udspil fra ukrainernes hænder. Men på langt de fleste parametre er der på sin vis tale om et ganske udmærket Drudkh-album, der både indeholder elementer fra den gamle og den nye æra. Der er snert og bidskhed over vokalen igen, mest udtalt på ”November” og ”The Nocturnal One”, hvor Thurios’ frustrationsskrig og de tordnende blastbeats næsten umærkeligt flettes sammen med de mere letbenede folk-riffs og keyboardpassager. På positivsiden kan det derfor konstateres, at det i et vist omfang lykkes ukrainerne at (gen)skabe det klassiske Drudkh-lydbillede, hvor man som lytter hensættes til en karrusel af eksistentiel fortvivlelse og varsom optimisme. Nuvel, albummet indeholder ikke tidligere tiders ambitiøse, slaviske black-symfonier, og de lange, drøvtyggende melodiske sekvenser fylder stadig lige lovligt meget efter min smag – men der er stadig tale om en opgradering i forhold til deres seneste udgivelser.
Det største problem med All Belong to the Night er, at der gået et eller andet helt galt på produktionssiden, der fremstår aldeles usammenhængende, nærmest syntetisk. Helt skidt står det til for Vlads stortromme, der lyder som kileremmen på en gammel Lada, der endelig har givet op efter mange år slid og nu flaprer febrilsk, nærmest i spasmer, mod karrosseriet. Det lyder vitterlig, som om albummet er blevet mikset i et billigt stykke DJ-software fra 2003, lag på lag i små kulørte lydspor uden nogen form for organisk sammenhæng mellem instrumenterne. Det er synd, for navnlig de atmosfæriske kompositioner på ”Windmills” og ”Till We Become the Haze” er bestemt ikke uden potentiale og lyder som noget, der kunne være taget fra overskudslageret på Autumn Aurora. Men den suboptimale produktion gør det, i hvert fald for overtegnede, umuligt at blive et hundrede procent nedsænket i det lydunivers, som Drudkh har ønsket – og næsten er lykkedes med – at skabe på All Belong to the Night.
Uforløst potentiale
Det er efterhånden længe siden, Drudkh har måttet overgive den østeuropæiske black metal-trone til andre, og der er umiddelbart ingen grund til, at tronranerne bør begynde at ryste i bukserne lige foreløbig. Drudkh har slet og ret glemt at slibe knivene på All Belong to the Night, og selvom albummet formentlig sniger sig ind blandt mine favoritter fra post-Wells-æraen, sidder jeg stadig tilbage med en bittersød fornemmelse. Hvor godt kunne dette album ikke lige have været, hvis de havde haft lidt mindre travlt og lidt mere kyndige folk bag mikserpulten? En remastered version må være mit største julegaveønske for 2023.
