Dr. Spock - Dr. Phil

Dr. Phil

· Udkom

Type:Album
Genre:Rock
Spilletid:33:28
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Taget i betragtning at det islandske orkester Dr. Spock har eksisteret i mere end 10 år, er det egentlig pudsigt, at deres første album på et rigtigt pladeselskab er blevet så kort. Men til gengæld er numrene på den lidt over en halv time lange skive relativt korte og afvekslende, så man alligevel får fornemmelsen af ikke bare at have lyttet til en demo. Musikken på "Dr. Phil" (bizart opkaldt efter den kendte amerikanske tv-psykolog) kan beskrives som Primus møder den første Mr. Bungle-CD, måske tilsat en skovlfuld Infectious Grooves. Med andre ord varieret, grænsepsykotisk funkmetal med indslag af punk, polka, ska og surfermusik. To steder lykkes det sågar bandet at vikle henholdsvis Beatles-klassikeren "Strawberry Fields" og evergreenen "Singing in the Rain" ind i musikken på særdeles original facon.

Mit eneste problem med dette festlige album er vokalen. Ikke så meget de ekspressive, gurglende "tale-sang"-fraser på islandsk, eller de tilsvarende halvsjofle brokker på simpelt engelsk – disse tilføjer egentlig bare lidt interessant kolorit – men derimod den næsten allestedsnærværende telefonstemme-effekt. Hvad er pointen i, at vokalen er udtværet i lydbilledet og sangerens diktion utydelig så meget af tiden?

Stadig vil jeg dog varmt anbefale Dr. Phil til alle, der er på udkig efter noget ny, sær partymusik med personlighed – samt evt. fans af Dog Fashion Disco eller en af de ovennævnte referencer. Det er tight, funky og vanvittigt.