(Over)ambitiøs?
Den nordamerikanske gruppe Dissonant Seepage har udgivet sin anden skive, Dystopian Putrescence. I 2023 gav de os den lovende første langspiller, The Darkness Will Swallow You Whole, en skive, der blandt andet frembragte det fænomenale nummer ”Caffeine Eyeball Injection”.
Lyden på deres forrige udgivelse var inspireret af Devourment og Cephalotripsy, hvilket mange brutale dødsmetalbands er. Men deres vinkel var rå, levende, stemningsfuld og smækfyldt af potentiale. Derfor glæder jeg mig til at tage et dyk ned i lyduniverset på Dystopian Putrescence og se, om de formår at løfte potentialet højere end på den forrige skive.
Kunsten at holde balancen med spændetrøje
Det første indtryk af et nyt album er selvfølgelig coveret. Noget vi anmeldere godt kan glemme indimellem. Her har Pär Olofson altså gjort et fantastisk stykke arbejde! Han har blandt andet lavet coverart til Esophagus, Pathology og Aborted. Han er genial til at visualisere dystopiske scenarier med muterede skabninger. Et godt valg af kunstner i disse kedelige AI-tider! Så langt, så godt.
Vi introduceres til universet med nummeret ”Ancient Pestilence Reborn”, her bliver man øjeblikkeligt trukket ned i en malstrøm af slams og downtempo-sekvenser. Det er virkningsfuldt of lyder som hvis man kommer til at sætte en 7”-single med Baest på 33½ RPM på pladespilleren. Nummeret formår at forblive stemningsfuldt og atmosfærisk hele vejen igennem. Især bassen er separeret i mikset, og det klæder nummeret, der fremstår superbrutalt og skarpt.
På et nummer som ”Gargling Nails” viser de, at de godt kan balancere polerede tekniske elementer med groovy riffs. Et par små slams bliver det da også til. Et nummer, der godt kan aktivere gåsehudstilstand hos denne anmelder. Virkeligt et skarpt nummer, der dog kunne blive mere ekstremt, hvis de slap tøjlerne lidt mere.
Albummet lukker af med det mere rådne og riffede titelnummer, ”Dystopian Putrescence”, der blandt andet smider et par flæskeblævrende basdrops. Vokalen lyder her vitterligt, som om han gurgler søm og tapetklister. Desværre er de benyttede vokalfiltre ret åbenlyse i et par uopmærksomme øjeblikke, det er lidt træls. Det er en solid og brat nedlukning af albummet trods alt.
Albummet i sin helhed virker desværre ensformigt og uoriginalt på trods af det tydelige talent og gode toner. Noget, der trækker ned for mig. Dissonant Seepage fremstår stadig som et band med uforløst kreativt potentiale. Musikken har fået en teknisk spændetrøje på, og de bør lave mere af deres helt eget materiale i stedet for at nipnappe fra genren og ende med det, der egentlig er et kludetæppe.
Daddy still likes
Dissonant Seepage har begået en god skive i genren, der vil tilfredsstille de fleste fans af BDM og SBDM.
Deres første plade var rimeligt ren, teknisk og rå BDM uden dikkedarer. Men på denne udgivelse tyder noget på et skift i genren til slamming brutal DM? Deres brug af markant flere slams, de kendetegnende midtempo-riffs og meget mere groove i bunden af kompositionerne siger ja. Og daddy likes!
Men … lyden er for poleret og bliver meget moderne og deathcore-agtig til tider. Det betyder, at udgivelsen godt kan blive småkedelig. Hvilket er naturligt for et nyt band, der stadig mangler en skarp retning. Der er stadig et stykke vej til, at de finder deres helt egen lyd. Mange passager er ikke originale, selvom deres fremføring af dem er flot. De har nemlig en meget tæt instrumentering og en vokal, der følger bassen. Dette skaber et meget teknisk lydbillede. Her skal de passe på ikke at lyde som en sløj udgave af Dying Fetus, Devourment eller Aborted (på sovepiller).
Jeg vil mene, at deres næste udspil kan enten gå helt ned i kaninhullet med slams og blive mere niche eller blive endnu en teknisk brutal omgang deathcore – det vil tiden vise.