Die Apokalyptischen Reiter - The Greatest Of The Best

The Greatest Of The Best

/ Warner Music Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Alternativ metal
Spilletid:71.04
Antal numre:20

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Die Apokalyptischen Reiter er et tysk metalband, der har en mangeårig karriere bag sig og dermed også en lang række albums på samvittigheden. I 2011 fejrede de deres karriere med en opsamling med titlen The Greatest of the Best, som afspejler en karriere karakteriseret af stilistiske skift og megen variation.

Die Apokalyptischen Reiter har været rundt omkring i metallens forskellige genrer og har gebærdet sig i blandt andet folkemetal, dødsmetal, melodød, gotisk metal og traditionel heavy metal samt hard rock. Dette afspejles i en meget varieret opsamlingsplade, og denne variation er da også pladens helt store tiltrækningspunkt. Selve musikken er lidt så som så, må jeg indrømme, selvom der da startes ud i stor stil med tre stærke numre i form af 'Die Boten', 'Adrenalin' og 'Es Wird Schlimmer'. Ved sømandsfolkemetalsangen 'Der Seemann' falder det hele dog godt nok fra hinanden i mine ører. Folkemetal kan bestemt være spændende, som bevidnes af Skyclad, Primordial, Falconer og mange andre, men det er også en genre, hvor der er fare for, at kunstneren kan komme til at lyde direkte latterlig. Det er netop det, der sker her med 'Der Seeman', som indeholder flere elementer, som jeg kun kan grine ad (specielt omkvædet). Derefter følger en række numre af varierende kvalitet, der trækker på folkemetallen og den gotiske metal. Udover en del ufrivilligt morsomme elementer rokker disse numre ikke ved meget.

Nedturen varer til 'Unter Der Asche' der trækker på den mere ekstreme metal og egentligt holder ganske godt, hvilket også gælder 'Friede Sei Mit Ihr'. Efter denne udflugt udi folkepræget dødsmetal bydes der på 'Revolution', der er en avant-garde blanding af thrash metal, folkemetal og gotisk rock, og bestemt er blandt opsamlingens mere interessante numre. Og herfra byder albummet på en mindre optur, da der ikke er så langt mellem de de gode og de okay numre, som der var på opsamlingens første halvdel. Der er dog enkelte uheldigheder imellem i form af blandt andet nogle kiksede ballader og nogle cheesy keyboard effekter.

Die Apokalyptischen Reiter synger, som du nok har gættet, primært på tysk, og det er der bestemt ikke noget i vejen med. Faktisk er deres tyske lyrik at foretrække, da de få passager og numre, der byder på engelsk lyrik fremstår meget gebrokkent og lyder mere komisk end Arnold Schwarzenegger på en dårlig dag. Man kan håbe, at bandet fremover holder sig til at synge på tysk eksklusivt.

The Greatest of the Best dokumenterer på fornemste vis alle æraer i Die Apokalyptischen Reiters mangfoldige karriere, men dette betyder også, at, hvis man ikke lige er hardcore fan af bandet, så kan man næsten være sikker på, at skiven indeholder mindst en metalgenre, som ikke lige er ens kop te. Primært anbefalet til fans of diverse former for folkemetal.


Tracklist:
1. Die Boten
2. Adrenalin
3. Es Wird Schlimmer
4. Der Seemann
5. We Will Never Die
6. Die Sonne Scheint
7. Du Kleiner Wicht
8. Nach der Ebbe
9. Wir Reiten
10. Unter der Asche
11. Friede Sei mit Dir
12. Revolution
13. Das Paradies
14. Der Weg
15. Komm
16. Erhelle Meine Seele
17. The Fire
18. Riders on the Storm
19. Reitermania
20. Metal Will Never Die