”The blood is the life!”
Franske Diablation er et forholdsvis nyt projekt, skabt af medlemmer fra bands som Seth og Ad Infera – hvilket man da også kan høre fra første sekund. For bandet spiller, mere eller mindre, nøjagtigt den samme gotiske, symfoniske og melodiske variant af black metal som de bands, medlemmerne oprindeligt var med i. Ergo er Diablation endnu en omgang Dracula-metal, med alt hvad det indebærer – så er spørgsmålet bare, om Par Le Feu minder om Dracula eller om Blade: Trinity.
“Listen to them, the children of the night. What music they make!”
Det er ikke længe siden, jeg anmeldte Seths nyeste album, La Morsure du Christ. Et album, der ikke rigtig gjorde det store for mig trods et udmærket titelnummer og nogle fine ambitioner. I og med at Diablation, og derved også Par Le Feu, lyder utrolig meget som Seth – samt består af tidligere medlemmer derfra – virker sammenligningen åbenlys. Lydmæssigt set kan Diablation beskrives som en jamsession mellem Cradle of Filth og Dimmu Borgir. Det er melodisk og fængende, og de gotiske symfonier virker overbevisende, om end der intet originalt er over noget af det. Der er dog bestemt mere bid i Diablation end i Seth, hvilket i sig selv gør Par Le Feu til et bedre værk end noget, Seth nogensinde har lavet.
Dog er der ikke megen variation at spore på bandets andet album, og derfor ender det desværre med at føles som én sang på små 40 minutter. Om det skyldes, at bandet mangler kreative evner eller endte med at male sig selv op i et kreativt hjørne, skal jeg ikke kunne sige. For når man har så store ambitioner, som Diablation tydeligvis har, så er det en skam, at man som lytter ender med at sidde og kigge på klokken eller tænke: "Har jeg ikke hørt den sang allerede?”.
Når det så er sagt, er numre som ”Vox Diaboli”, ”Crépuscule Doré” og ”L’Unique Merveille” sublime eksempler på, hvordan symfonisk black metal skal lyde anno 2023, og ligeså er Vicomte Vampyr Arkames’ vokalpræstation sublim. Hans franske snerren matcher musikken som hugtænder i jomfrunakke.
Så selvom Diablation lyder som en myriade af andre bands, er Par Le Feu et udmærket eksempel på, at helheden er større end summen af de enkelte dele.
”We learn from failure, not from success!”
Summa summarum så leverer Diablation en god, gedigen og overbevisende omgang Dracula-metal. Overordnet set er der ikke en finger at sætte på albummet, da der ikke er nogle graverende fejl at finde. Det, der gør, at Par Le Feu alligevel ikke vinder hele balladen, er den manglende variation. Ligeså ville bare et milligram nytænkning ej heller gøre nogen skade, for selvom bandet leverer noget af det bedre symfoniske black metal, jeg har hørt længe, så er der altså absolut intet nyt under solen – hvilket selvfølgelig også ville være et skidt sted at søge efter nyt, når nu man er et vampyrband.