Gammelt, men nyt
Demersal er et forholdsvis nyt band på den danske metalscene. Dog må vi ej forglemme, at de fire bandmedlemmer Viktor (vokal/guitar), Sebastian (guitar/bas/vokal), Jonas (bas/guitar) og Philip (trommer) har spillet sammen siden deres tidlige teenageår. Sidste år udkom de med deres debutalbum, Less, og nu, allerede et år efter, er de klar med deres EP Death Routines. Smæk fødderne op, og gør dig klar til en flygtig stund af blackened screamo/emoviolence-genren.
Den fragile og kaotiske epoke
Den allerførste single på EP’en, ”The roots have grown too strong here”, skydes i gang med et guitarriff, og herefter er screamovokalen indtrædende, eskorteret af trommer i femtedelstakt, hvorimellem der er brudstykker med trommer, der får smæk af fuldt smadder, nærtliggende thrash. Indimellem forekommer der også et varierende skift med growl i kontrast til den ellers skingre vokal. Efterfølgende stilner epoken af med en flot guitarsolo. Følelsen af adrenalinkicket ved en tour de force gennem en skræmmende rutsjebanetur rammer mig, og jeg er klar på mere fra Demersal.
På min vej videre gennem EP’en præsenteres jeg for konstante og kontinuerlige variationer af vokal fra både Viktor og Sebastian. Grøften mellem den ellers aggressive og skrøbelige screamo sammenkædes fint med guitar, bas og trommer. Man konfronteres gennem denne EP med meningsløshed, kaotiske passager og melankolske, skrøbelige gråd, hvilket jo afspejles både i bandets genre og såvel også deres titler på singlerne såsom ”Suffer for each other” og ”To decorate the end”.
Under den melankolske og dels aggressive affære må jeg sande, at enden er nær. Og som noget af det sidste bider jeg mærke i vinylens allersidste, men også længste single, ”Worry”. Vi præsenteres her for en stille og kontrolleret start med fjerdedelstakt-trommer, som synkroniseres flot med guitar og bas, og så skriges der! Det fortsætter for en tid endnu, inden at singlen slutter af med trommer og guitar af fuld kraft.
Når enden er nær
Der er ingen tvivl om, at alle fire bandmedlemmer er dygtige musikere, når det kommer til sammenspil. De komponerer deres musik intellektuelt og skaber i sin helhed en klar rød tråd mellem den melankolske gråd og aggressive meningsløshed og foragt i deres musik. Dog kan passagerne til tider være en smule for kaotiske, og det kan medvirke til, at deres musik desværre ikke når helt under huden. Slutvis vil jeg fastslå, at deres sammenspil fungerer mesterligt.
