Når tre bliver til fem

Amerikanske Deliria er et ret så ubeskrevet blad. Bandet fra San Francisco beskriver selv sin musik som atmosfærisk post-black metal, og efter at have givet Phantasm et par lyt vil jeg da give dem ret i, at det er præcis det, de spiller. Siden debuten Nausea fra 2017 er gruppen vokset fra en trio til en kvintet, hvilket har været med til at udvide de musikalske dimensioner. Spørgsmålet er så, om syv år i studiet og to nye medlemmer var det, der skulle til for, at Deliria kan bryde igennem og blive det nye navn, som får fans til at råbe ”kom til mit land!”.

Usammenhængende ambitioner

Phantasm er en spøjs omgang, der konstant skifter fra let og elegant til tung og klodset. Dette skift er klassisk inden for post-blacken; det er vel nærmest; det er vel nærmest en grundpille inden for denne undergenre. Men alligevel gør Deliria det på deres egen måde, hvilket faktisk ikke er ment som decideret ros, men ej heller skal det forstås udelukkende som kritik. Tag nu intronummeret ”Smoke & Mirrors”, der med sin varme og jazzede lyd giver lytteren en forventning om noget Rivers of Nihil-influeret post-black med groovy undertoner. Men nej, det er så bestemt ikke, hvad Phantasm er, for kort tid efter får vi serveret en omgang Akhlys-inspireret spøgelsesblack med nummeret ”Attic”.

Denne skiften frem og tilbage mellem inspirationskilder er med til at give Phantasm et unikt udtryk, da samtlige numre skiller sig ud fra hinanden. Men samtidig gør det pladen til en utroligt rodet omgang, da der ingen rød tråd er – bortset fra vokalisten Adam Rupps skingre dødsrallen. Jeg er egentlig i tvivl om, hvorvidt bandet helt selv ved, hvad de vil, og hvor de vil hen, for overgangene mellem numrene virker for rodede og tilfældige til, at der kan være en højere mening med det hele. Tag nu bare det stilistiske skift fra førnævnte ”Attic” til ”Reckless”. Væk er spøgelsesmetallen, og i stedet er der jazzrytmer, koklokke, rasleæg, bluesguitar og en guitarmelodi, der mestendels lyder som Slipknots ”Dead Memories”, dog stadig akkompagneret af Rupps rallen. Det er simpelthen for usammenhængende om end ambitiøst.

”Usammenhængende ambitioner” er den mest passende overskrift, man kan give Deliria – for novra, hvor vil de fem amerikanere dog mange ting. Problemet er, at de vil for meget, og at det virker til, de fem fyre har glemt at snakke sammen. Jeg har nemlig svært ved at forestille mig, de hver især ville kunne blive enige om, hvad de musikalske ambitioner for projektet her er.

Point for forsøget, men …

Man kan altid være sikker på, at når man får udleveret en skive fra et ensemble fra San Francisco, der beskriver sig selv som én eller anden form for black metal, så er der lagt i kakkelovnen til en spøjs oplevelse – på godt og ondt. Lige siden Deafheaven brød igennem med Sunbather, har diverse orkestre fra Californien haft travlt med at undersøge, hvordan de hver især kan fortolke og fordreje genren. Nogle gange går det fremragende, og stor kunst bliver skabt, andre gange … ja, så får man Phantasm.