Ideologien bag ikonet
Vi lever i en tid, hvor magtens centrum igen taler med skinger stemme. Hvor imperialistdrømme ikke længere resonerer som et fjernt ekko af fortiden, men optræder som del af dagligdagens vilkår. Og hvor statslederens ideologiske ensretning og negligering af borgerrettigheder sætter agendaen. I dette foruroligende klima opererer Defaced, der med udgivelsen af Icon søger at afspejle en omverden i disruption. Denne gang har schweizerne valgt at slække på deres vanlige disciplinærlinje fra den tidligere diskografi, konsolideret gennem tilføjelserne af vokalist Thomas Gertsch, guitarist Matze Schiemann og bassist Michael Gertsch. Med friske nuancer på dødspaletten stilles lytteren nu konturer af både grindcore-insinuerende aggressioner og en mere blackmetallisk atmosfære i udsigt. Mest iøjefaldende må dog siges at være konceptualiseringen af det lyriske univers på denne, deres i alt tredje langspiller, og seneste siden Forging the Sanctuary fra 2015!
Diktaturets dødsmarch
Icon kredser således om autoritarisme, masseovervågning og psykologisk manipulation – formidlet gennem diktatorens eget perspektiv! Filtreret gennem den dødsmetalliske lingvistik betyder det buldrende blastbeats, arketypiske tremoloriffs og klassisk ’dundertale’. Defaced blæser med despotens kynisme hele det dødsmetalliske batteri ud gennem “The Antagonist”; arme være den, der måtte sætte sig til modværge! Det virker både velspillet og ekstremt, men desværre også uden et hook, der for alvor sætter sig fast. “Perception” intensiverer den dystopiske stemning. Her mærker vi magtforståelsen indefra, og gennem undertrykkerens forvrængede berettigelsessyn kastes et alarmerende lys over nutidens totalitarisme. “As My Will Prevails” understreger dette uden omsvøb: Handlinger behøver ingen retfærdiggørelse, de finder blot sted.
Albummets første tredjedel etablerer dermed Icon som et konsekvent men ubønhørligt værk, der virkelig maner til refleksion. Opmærksomheden bringes til standsning på “Forever Mine” og “Anthem of Vermin”, hvor sangstrukturerne begynder at gentage sig, og variationen bliver for sparsom. Bandet udviser stadig teknisk tæft, men de mindeværdige momenter udebliver. “Sonate” fungerer til gengæld som ganerenser og et kærkomment kontrapunkt til de første seks numres massivt tætpakkede overgreb. Det akustiske interludium demonstrerer dog samtidig albummets tydelige begrænsninger: Den tempofyldte repetition betyder tabt intensitet, der igen fører til manglende fremdrift.
Lad blot ”Culling the Herd” tjene som eksempel. Skulle det vitterlig være blandt de singler, som Icon ønsker at profilere sig på? Hvori ligger den reelle forskel mellem denne og albummets øvrige indhold? Eller ”Betrayer”, hvor tordentrommerne for tiende gang tonser frem; med gearstangen uhjælpeligt fastlåst i sjette og ofte fuldstændigt ude af sync med den øvrige rytmesektion. En synd og skam, for når strengevriderne Gertsch og Schiemann endelig får tilkæmpet sig ørenlyd, så er der faktisk noget at hente. Nøjagtig som under afholdsforeningens julefrokoster, ender der ikke desto mindre med at være begrædeligt langt mellem snapsene.
Betinget underkastelse
Icon fremstiller Defaced som et overvejende kompetent dødsregime, der konsekvent forsøger at omsætte autoritarisme, overvågning og manipulation til lyd(l)ige landskaber. Første tredjedel fanger da også lytteren qua den konceptuelle motivkreds, mens instrumenteringen omvendt mangler den nødvendige variation. Alligevel formår bandet at skabe en vis form for kontrast undervejs, især gennem det akustiske mellemspil, der giver en forbigående følelse af falsk tryghed. Og netop den kendsgerning leder mig tilbage til førnævnte refleksion, om end ikke den oprindeligt intenderede ... Det hovedrige alpeland har sin beskedne størrelse taget i betragtning stolte rødder inden for både ekstremmetal og crossover; men pionerende institutioner som Hellhammer og Celtic Frost; Triptykon og Samael; ja, selv revitaliserede Coroner bokser altså bare i en anden vægtklasse. Misforstå mig ikke, medlemmerne i Defaced er skam alle knalddygtige kunstnere, men materialet mangler ganske enkelt den gnist, der kunne tænde op i pejsen og placere dem på hylden ovenover sammen med landets øvrige metalelite.