Søvndyssende finsk doom er en kedelig langgaber.

Finske Dark Buddha Rising er klar med deres fjerde album, Dakhmandal. Det er doom af den rigtig langsomme slags. Og nok kun mest for fans.

Der findes rigtig mange super fede plader, hvis koncept består i, at skabe en mareridtsagtig atmosfære, der gør den pågældende plade til en smuk og mørk helhedsoplevelse. Dark Buddha Rising har forsøgt netop dette med deres dystre og monotone doom, men hvis det ikke er en genre, man i forvejen er helt tosset med, skal man holde sig væk. Pladen består af kun seks numre, men til gengæld har de hver en varighed på den gode side af ti minutter, der får pladen til at vare hele 81 minutter - og er man, som sagt, ikke til sløv og atmosfærisk doom, så føles 81 minutter som rigtig rigtig meget! Numrene, som er enkelt navngivet efter konsonanterne i albumtitlen, er hovedsageligt bygget op omkring to-tre akkorder og en langsom og tung rytme. Der varieres af og til med lidt sløret vokal og lidt skrig, men det er så også det... I 81 minutter... Det er vist meningen, at første skæring "D" skal fungere som en intro til resten af pladen, men nummeret lyder tilpas meget som alt det andet, så det gik stille og roligt hen over denne anmelders hoved.

Hvis man har en forkærlighed for at høre doom i stærkt påvirket tilstand, så man kan svæve væk på en lille sort sky, så er Dakhmandal oplagt at kyle på anlægget inden man fyrer op for piben. Ellers ikke.... De spiller godt og det lyder godt, den ros skal de have. Men det er for langt og monotont og ganske enkelt for kedeligt, så det er nok kun hardcore fans, der kan nyde denne skive. Vi andre kan nemt finde noget andet doom, der er meget bedre.