Tænkeboksens vakuum
Små fire år skulle der gå, før Cattle Decapitation var klar med opfølgeren til mesterværket Death Atlas. Man skulle ellers tro, at de sidste par års nyheder og begivenheder i forhold til klima, geopolitik, pandemier og så videre ville have fået bandet til at sprøjte den ene omgang galde ud efter den anden. Men det forrige albums succes og storladne elementer tvang bandet til at gå i tænkeboks, for hvordan topper man sig selv uden at kopiere sig selv? Travis Ryan, bandets vokalist, udtalte i forbindelse med offentliggørelsen af Terrasite, at planen var at fokusere på epikken og det storladne, samt forsøge på at lave et album, hvor de lyriske grusomheder var langt mere tydelige end på Death Atlas. Det lyder jo umiddelbart alt sammen meget godt, men spørgsmålet er jo som altid, om det holder vand, og om Terrasite så er det magnumopus, som bandet selv mener.
Death Atlas 2: Dawn of the Terrasite
Death Atlas fortalte historien om, hvordan det endelig var lykkedes menneskeheden at tage sig selv af dage i en blanding af selvskabte pandemier, verdenskrige og miljøkatastrofer. Terrasite fortsætter så historien med fødslen af de rædsomme menneske-termit-hybrider, nemlig terrasitterne – nogle grufulde væsner, der ikke kan andet end at ødelægge, forårsage smerte og æde sit eget afkom. Metaforen er så ganske tydelig, at man hverken behøver at finde dansklærerbrillen frem eller abonnere på Politiken for at være med.
Da jeg tilbage i 2019 anmeldte Death Atlas, var min eneste kritik rettet mod de instrumentelle numre, der ikke bidrog med andet end fyld. Heldigvis er der ikke så meget som skyggen af et instrumentelt nummer på Terrasite, hvilket må siges at være et plus. Men når nu det tidligere kritikpunkt er væk, hvorfor scorer det her album så lavere end det forrige?
Nok er det ene problem væk, men det er blevet erstattet af andre mere graverende problemer. For det første må der nok siges at være tale om det mest magelige album fra bandet af til dato, magelig værende et relativt begreb, når der er tale om grindcore – bevares. Men hvorom alting er, så er der skruet ned for både tempo og aggressionsniveau, men medlemmerne nærmer sig selvfølgelig også de 50. Ligeså lider albummet under sin egen længde, for på en lille time presser de virkelig citronen i forhold til egen kreativitet, med det resultat at flere af numrene fremstår både ensartede og repetitive – hvilket jo ellers konflikter med ideen om, at værket skulle være mere episk og storladent.
Der er absolut ingen tvivl om, at havde de skåret små 12-15 minutters fedt af, så havde værket stået meget, meget stærkere. Ikke at det er et dårligt album, bestemt ikke! Sange som ”We Eat Our Young”, ”Just Another Body” eller “Terrasitic Adaptation” er alle fremragende, og “Scourge of the Offspring” er nok et af de bedste CD-numre til dato, især på grund af Ryans evne til at kombinere nihilisme med ironisk distance i sin lyrik. Ligeså er produktionen intet mindre end eminent, albummet lyder helt fantastisk, især er det voldsomt imponerende, hvordan produceren har formået at få McGraws trommer til at fylde så enormt meget, samtidig med at de på intet tidspunkt overskygger resten af musikken.
Godkendt, men…
Terrasite er samlet set et rigtigt fint album, og jeg vil næsten tro, at det vil behage de gamle fans af bandet mere, end Death Atlas gjorde. Men jeg savner desværre både de store armbevægelser og det højere ambitionsniveau samt stærkere sange.
