Kyle, Kyle, Kyle og Chris er tilbage
Selvom bandnavnet Bodysnatcher lyder som endnu en true crime-serie på Netflix, cementerer bandets fjerde album, Hell is Here, Hell is Home deres ekstraordinære kundskaber til at skabe rendyrket, aggressiv beatdown deathcore. Det er langsomt, det er sprængfyldt med nakkeknækkende breakdowns, og det er intenst fra start til slut. Det er ikke et album, man støvsuger hjemmet til – medmindre du vil efterlade din bolig i ruiner, mens du two-stepper hen over samtlige familiemedlemmer. 75 % af bandets medlemmer hedder Kyle, og sammen får de på den 34 minutter lange skive elimineret al tvivl om, hvorvidt de stadig er rasende.
Vekommen til Breakdown City
Bodysnatcher spiller moderne deathcore. Guitaren har en rådden og dyb chug-tone, og tuningen er så lav, at man næsten kan høre strengene klapre mod gribebrættet. Der er ingen virtuose soloer, men bare rendyrket smadder fra start til slut.
I alle breakdowns er trommerne den dominante force, der dikterer tempoet, og der er ingen tvivl om, at diverse drumhead-producenter sidder og gnider sig i hænderne, hver gang Chris Whited sætter sig bag tønderne. Med andre ord kræver det ikke en musikekspert at forstå, at musikken er styret af hardcore ondskab og ikke musikalsk teori; Bodysnatcher fravælger aktivt al pænhed og teknisk blær til fordel for et altødelæggende lydbillede.
Albummet slår stilen an med “The Maker”, hvor det første breakdown bliver serveret inden for små 30 sekunder. Inden for selvsamme 30 sekunder har vi hørt et gutturalt brøl, dobbeltpedal og et helt nummers kvote af Zakk Wylde-squeals. “Blade Between the Teeth”, en af singlerne fra skiven, deler det tunge tempo med åbningsnummeret og bygger op til et ekstremt ondt, slam-agtigt apokalyptisk breakdown, hvor et konstant ‘stank-face’ tvinger sig frem på lytterens ansigt.
Opskriften og flowet igennem albummet er dog relativt homogene, og som førstegangslytter kan man have svært ved at skille numrene fra hinanden. Selvom det kan lyde negativt, så er det lige præcis det, Bodysnatcher handler om – et straffespark lige i ansigtet gennem samtlige ti tracks og en mesterlig kavalkade af onde breakdowns. Temaerne omhandler personlige omgange med traumer, tab i familie og svigt fra nære venner og, specielt, musikindustrien. Forsanger Kyle Medina mistede sin bror til fentanyl, hvilket uden tvivl har pumpet benzin på hans frådende vrede og gjort ham til en markant figur inden for genren. På albummet får vi også et kort besøg af Scott Vogel fra Terror på nummeret “Survive or Die”, som suverænt komplementerer hardcoreindflydelsen og giver et kort, stilistisk afbræk fra resten af albummet.
Are you scared? You fucking should be
Bandet besøgte Pumpehuset tidligere på året, hvor de fremmødte initierede en konstant bølge af windmilling, two-stepping og kompromisløse wall of deaths. Forsanger Kyle Medina – med sin knojernsansigtstatovering – spillede konstant op til dans, mens han smilende nød det kaos, der udspillede sig foran ham.
Hell is Here, Hell is Home er en evolutionært flot opfølgning på bandets første headlineturné i Europa – men også på bandets tidligere album, både hvad angår produktion, lyrik og instrumentalt udtryk. Og så får vi i øvrigt nogle helt eminente call-outs med i købet.
