At rejse er at leve
En sojourner er en rejsende. En, der kun opholder sig et sted midlertidigt, før rejsen fortsætter. Et ganske passende navn til det newzealandske/svenske atmosfæriske band, som aldrig har ladet sig begrænse af hverken genrer, termer eller, ja, landegrænser. Musikken er deres pas, og hvert album er et nyt stop på rejsen. Bandets medlemmer har desuden en stor forkærlighed for videospil, og Gateways føles da også som en samling portaler til forskellige verdener. Man ved ikke helt, hvad der venter, men man har lyst til at udforske hvert eneste hjørne. Anført af et forrygende smukt cover malet af bandets nye kvindelige sangerinde, Heike Langhans, kendt fra Draconian, inviterer bandet os med på deres fjerde rejse. Og bare rolig. Det er ikke DSB, der står for turen dertil, så mon ikke vi kommer frem!
Rejsen igennem en skærm
Gateways er en af de skiver, hvor helheden fylder mere end de enkelte sange. Derfor er det næsten en synd at udpege højdepunkter, men nogle øjeblikke er simpelthen for gode til at blive overset. Den majestætiske intro på ”Dawnrays” åbner albummet med samme følelse, som når kortet i et stort RPG langsomt folder sig ud for én. Violinintroen på ”Lunar Tear” er tilsvarende smuk, mens ”And the Paintings Fall” rammer mig af en helt anden grund. Lyrikken leder tankerne direkte mod Clair Obscur: Expedition 33, hvor kunst, minder og afmagt smelter sammen på fornem vis. Faktisk gemmer albummet på et hav af gamingreferencer. ”Vvardenfell” er naturligvis The Elder Scrolls, mens ”Lunar Tear” er forsanger Emilio Crespos kærlighedserklæring til NieR: Automata. Et spil, der stiller det fascinerende spørgsmål, om kunstig intelligens kan føle sorg, kærlighed og mening.
Som nævnt tidligere er ”And the Paintings Fall” et mindre mesterværk. På sine syv minutter og 28 sekunder mister nummeret aldrig grebet om lytteren. Trommerne sætter kursen fra første takt, mens de hjemsøgende smukke guitarriffs snor sig omkring Emilio Crespo og Heike Langhans skiftende vokaler som to stemmer fanget mellem håb og fortvivlelse. En ung hersker skal besejres, ikke af hævntørst, men fordi paradokset kræver det. Nogle liv må ofres, hvis verden skal reddes, som lyrikken fornemt dikterer: ’We defy her reality, and bring down the blade. To reach the zenith, all life must prevail. We will cast her light aside ... and the paintings fall.’
Betyder det så, at man ikke savner tidligere forsangerinde Chloe Bray? Bestemt ikke. Hun leverede fremragende præstationer i sin tid hos Sojourner og var en stor del af bandets identitet. Heike Langhans er ikke en erstatning, men mere indledningen på en ny ære. Men hvad fungerer så ikke i denne nye æra? ”Vvardenfell” bliver en smule for magelig i sit tempo, på trods af charmerende tamburinpassager. Og så kan man ikke komme udenom, at Emilio Crespos skrig nogle steder er for utydelige, konteksten forsvinder simpelthen. Afslutningsnummeret ”The Road Ahead” skrevet af Heike Langhans er også en kende for simpelt. Måske det burde være en engangsting.
En rejse, der gerne må fortsætte
Gateways er en glimrende udgivelse med enkelte svagheder. Sojourner forener atmosfære, følelser og storslået sangskrivning på en måde, der føles meget naturlig på trods af de forskellige miljøer. Jeg er i hvert fald klar på at hoppe ind i en mystisk portal sammen med bandet igen om et par år, hvis de inviterer.
