Fængslet og forbandet, forkullet og mishandlet
'Deathcore mangler innovation'. Den sætning har man hørt til hudløshed gennem det seneste årti, og kritikken af genren er bestemt ikke forstummet i 2025, tværtimod. Men heldigvis har Lorna Shore påtaget sig opgaven at bringe spænding tilbage i genren med et brutalt blend af deathcore, symfonisk metal og blackened death. Netop innovation er også kernen i I Feel The Everblack Festering Within Me (IFTEFWM). Mennesket har lært at brænde skove for at holde sig varme, forgifte havet for at høste dens værdier, men vi har aldrig lært os selv nogen bedre løsning. Hvordan passer vi på kloden? Vi står midt i et generationsskifte, en ny måde at se verden på. Men er det for sent? Lorna Shore er ikke bange for at lange verbale lussinger ud, men er deres femte album mere end blot saftige håndmadder og samfundskritik pakket ind i breakdowns og blastbeats?
Sortseerens sandhed
Lorna Shore har været i rivende udvikling siden tilføjelsen af Will Ramos, og det er svært at komme uden om, at han er en af de mest imponerende vokalister i moderne metal, uanset hvilken genre man holder ham op imod. Amerikanerne forsætter deres symfoniske barrage af blastbeats, skrig, pig squeals og breakdowns, og IFTEFWM er en rendyrket succes, der er stålsat på at likvidere land og rige. Førstesinglen ”Oblivion” indfrier alle forventninger og cementerer, at Lorna Shore spiller i en liga for sig selv, når det handler om at distancere sig fra resten af scenen. Jovist, inspirationen fra Dimmu Borgir er tydelig, og brutaliteten kan sammenlignes med kollegaerne fra Shadow Of Intent og Whitechapel. Men hvor de andre stopper, bliver Lorna Shore ved med at bygge nye lag på deres evigt udviklende musik. Hvert nummer er skabt til at overfalde dine sanser og efterlade dig forpustet.
Selvom kvintetten bruger en del tid på at reflektere over fortiden, er udgivelsen på mange måder en formidabel videreudvikling af deres tidligere materiale. Albummet vælter i så mange højdepunkter, at man nærmest får sved på panden over at skulle udvælge nogle undervejs. Guitarriffet i ”Lionheart” er eminent, ”In Darkness” får en til at tvivle på selve vores eksistensgrundlag, og Austin Archey tæsker konstant sit trommesæt, som var det en uartig rottweiler, der skulle sættes på plads. Og ja, gør dig selv den tjeneste at sætte guitarsoloen fra ”Unbreakable” på repeat. Den fremkalder kuldegysninger de helt rigtige steder.
Mine eneste to kritikpunkter til IFTEFWM er, at spilletiden kan føles en smule overvældende, og at nummeret “Death Can Take Me” mangler en egentlig wow-effekt. Det drukner simpelthen i kvaliteten af de omgivende numre og burde i virkeligheden være skåret helt fra. Med andre ord, som deathcore-fan kan man glæde sig over, at de resterende ni numre holder en voldsomt høj standard.
En lussing, der flækker kæbeleddet
Tidligere på året tildelte vi Lorna Shore topkarakter for deres præstation på Copenhell. I Feel The Everblack Festering Within Me er endnu en magtdemonstration og lander også tæt på topkarakter. Et album, der vidner om et gudsbenådet talent og en fantasi uden grænser. Lorna Shore har kurs mod global dominans. Endnu mere end tidligere.
