Stigende inflation
Det er ikke kun den danske detailhandel, der foruden øgede afgifter døjer med reminiscenserne af stigende inflation. Bastioner som Sabaton og Warkings har i løbet af 2025 begge bladret krigsannalerne flittigt igennem for at finde inspiration til årets udgivelser. Derfor kommer det ingenlunde som en overraskelse, at også Bloodbound har meldt sig under slagmarkens blodrøde faner. Navnlig fordi det allerede på Tales from the North var svenskernes modus operandi. Med Field of Swords har bandet under ledelse af de herrer Bergh og Olsson dog valgt at forkaste vikingehjelm og økse, iklæde sig korsriddernes rustning og begive sig mod Den Hellige Stad. Albummet distancerer sig således yderligere fra de fiktive oplæg, vi måtte trækkes med på forsmædelige Rise of the Dragon Empire i 2019. Så vidt, så langt, så godt. Men hånden på hjertet – har vi så egentlig behov for flere fabuleringer om frelste missionærer endsige religiøst motiveret massedrab i Mellemøsten? Nærværende anmelder forholder sig tvivlende, men lad os da høre ad …
Det forkætrede land
Bloodbound har ikke sat kurs mod Jerusalem for at udfordre genrens dogmer. Den blågule ’powah’ gør tværtom, hvad den nu engang gør bedst: leverer hymner, hvor hver eneste trommeaccent lyder som en galoperende hest, og hvert refræn er skrevet til at blive brølet med hånden på sværdet og sidenhen i vejret. Til fuld fanfare og helteriffs marcherer ”Field of Swords” mod fronten med korsbanneret hævet triumferende i sky. Rytmesektionen holder tempoet stabilt, og især tvillingetrådene Olsson og Olsson maler med brede pensler melodien ud over landskabet. Joh, Bloodbound er skam fuldt bevidste om deres publikum – og dermed også deres formular. På ”As Empires Fall” får arrangementerne ekstra pondus, mens Patrik Selleby forsøger at kanalisere en hybrid af Joacim Cans (Hammerfall) og Niklas Isfeldt (Dream Evil) – om end uden helt at nå samme ophøjede patos. Det er alvorligt, det er dramatisk, og for første gang mærker man en reel fremdrift, især da mellemstykket åbner sig i et af albummets stærkeste singalongmomenter.
Det er dog først på ”Defenders of Jerusalem”, at Bloodbound for alvor begynder at bruge hele paletten. Her flyttes keyboardkriger Fredrik Bergh helt frem i fronten, ligesom vi heller ikke skal snydes for et vokalt ‘woah’-udbrud, der utvivlsomt ville få selv Yannis Papadopoulos (Beast in Black) til at sende et skælmsk smil i retning af Selleby – inden gæstefløjtist Vera Bieber flankerer ”The Code of Warriors” med et uventet strejf af middelalderromantik. Vi kommer dog ikke uden om, at monotoniens monster omkring ”Land of the Brave” begynder at stikke sit friktionsløse fjæs frem. Produktionen er knivskarp og giver både rum og tyngde, men udtrykket bliver lige lovlig strømlinet og sterilt.
Uden at tilte helt over i selvironi opstår med det skæve B-stykke på ”Light the Sky” regulær tvivl; ikke så meget om, hvorvidt de narrative passager decideret emulerer Manowar, men mere om, hvorvidt det glinsende skær fra babyolien eller brynjen blænder mest her. Field of Swords afrundes med en solid sidste offensiv: ”Pain and Glory” bringer aggressiviteten tilbage, mens ”Born to Be King” udgør alt det, fans forventer af Bloodbound: poleret og stadionklar. Endeligt får vi ”The Nine Crusades”, hvor Brittney Slayes (Unleash the Archers) dukker op for at løfte finalen. Og bevares, hun gør sit arbejde – men hendes vokal er desværre ikke helt distinkt nok til at levere det afgørende klimaks.
Thi glæder sig (moderat) Jerusalem
Der er virkelig lagt vægt på fart og tyngde, og det klæder absolut albummet. Det tilkommer som bekendt altid anmelderen at finde håret i suppen, og skal jeg endelig finde ét, så mangler Field of Swords nummeret med samme kant, karakter og episke tyngde som “Moria”. Til gengæld har man undervejs formået at give næsten hver skæring en eller anden form for selvstændig signatur: en hooklinje, et kor, et riffmantra. Vi er måske lige knap der, hvor vi snakker en placering på kaminhylden mellem Legacy of Kings og Dragonslayer, ligesom Bloodbound næppe heller kommer til at overhale hverken Sabaton eller Warkings i antallet af afspilninger på hjemmematriklens anlæg. Ikke desto mindre holder svenskernes langspiller nummer 11 et forbløffende stabilt bundniveau.
Med de ord overlader jeg anmeldergerningen til mine øvrige kolleger (koncerten med Sabaton og den obligatoriske årsliste naturligvis ikke medregnet). Men fortvivl ej, min djævelske pen vender frygteligt tilbage på den anden side af kongens nytårstale. Indtil da: Gud bevare jer alle … nogen skal jo gøre det!
