Debutpladen
Af den smålandske muld træder Bite Down op for at levere deres debutplade, Violent Playground.
Deathcorebandet fra Jönköping har i løbet af 2025 udgivet tre singler. Disse blev samlet på den fire numre lange EP Say Something, og nu har svenskerne tilføjet fem ekstra numre på den i alt ni numre lange debutplade. Meget er således et genhør, som desværre også bliver den primære og generelle følelse, man sidder med efter at have hørt hele albummet. Har man ikke hørt det før?
En voldelig legeplads
Store dele af musikken, stilen og stemningen er nemlig hverken ny eller revolutionerende, men fundamentet er lagt til at antænde dit energiniveau. I hvert fald for en stund. Man må sige, at albumtitlen ganske fint beskriver Bite Downs ambitioner. Det bliver dog mere voldeligt end legende.
Aggressivitet, tunge drops, trigger-happy trommer og hæsblæsende tempo møder os fra albummets åbning på ”Self Inflicted”, hvor vi hurtigt – efter en kort intro til legepladsen – møder Hampus Ströbergs vokal for første gang. Denne viser sig at være pladens største styrke. Kontrol, udtryk, dybde og ikke mindst fremragende forvrængninger. Ströberg har det. Dette er tydeligst eksemplificeret i nummeret ”Paralythe” featuring Orbit Culture, som bidrager fremragende med dybden.
Hurtigt får man dog også indtrykket af, at Violent Playground er en sammensætning af en række singler. Alle numre er skræmmende ens opbygget uden at eksperimentere meget eller skabe en flydende albumhelhed. Og selvom man i for eksempel albummets midte med ”Exit Out” prøver at skabe et flow og en sammenhæng, lykkes det aldrig rigtigt. Numrenes enslydende opbygning med forsøg på stemningsskabende elektroniske mellemstykker gør sjældent numrene bedre, og når Bite Down indleder med rapbars i disse passager, så mislykkes de ligefrem. Dette er tydeligst hørt på ”Deadweight” featuring HÅRD og titelnummeret, ”Violent Playground”.
Vi vil have mere legeplads
Tilbage står man derfor med en yderst – næsten for – velproduceret debutplade bestående af, hvad der føles som otte singler og et mellemstykke. Man savner, at Bite Down var mere eksperimenterende og legende på egen legeplads, når nu de inviterer til slåskamp. Energien er der, vokalen sidder i skabet, og deathcore electronic-musikfans vil nikke anerkendende til nogle af pladens individuelle numre, som måske bare burde have stået på egne ben som singler.
Bite Down leverer en rimelig debutplade, som i al beskedenhed nok drukner i mængden, medmindre bandet gennemgår en mere eksperimenterende udvikling.