Med stålfast overbevisning
Tilbage i 2010 tordnede Battle Beast ind på den internationale metalscene som sejrherrer i den prestigefyldte Wacken Open Air Metal Battle Contest. Siden da har finnerne med skiver som eponyme Battle Beast, Unholy Savior – et album, redaktionen af uransagelige årsager aldrig fik anmeldt – og Bringer of Pain etableret sig som et af de stærkeste livenavne inden for powermetallen. Et renommé, der senest blev tryktestet, da turnéen tilknyttet Circus of Doom ramte Pumpehuset i februar 2024. På udgivelsesfronten har det de senere år omvendt set langt mindre overbevisende ud med forstemmende No More Hollywood Endings som det grelleste eksempel på floromvundne klichéer og flødeovertrukken powerfræs. Den 17. oktober bliver verden således beriget med Steelbound, gruppens syvende og seneste bedrifter i fuld udstrækning. En kreation, der desværre lever op til både fordomme og forventninger … eller måske snarere manglen på samme.
Fredagsfordriv på autopilot
Åbneren “The Burning Within” sætter på den note tonen med et fint introriff og solide trommer. Men selvom instrumentalpassagerne lyder velafstemte, hæver de sig aldrig over det formulariske. På samme vis må jeg med skam melde, at “Here We Are” heller ikke ligefrem udløser luftguitar eller prætentiøse powerslides hos overtegnende anmelder. Eponyme “Steelbound” følger samme arketypiske mønster: Noora Louhimo i hopla, men flankeret af en rytmesektion, der leverer så forudsigeligt, at man kunne sætte sit ur derefter. Strukturerne i “Twilight Cabaret” læner sig i en vis udstrækning op ad singlehittet ”Master of Illusion” fra Circle of Doom, men pendulerer primært mellem stemningsbilleder af ’Vild Med Dans’, ’Safri Duo’ og ’Husk Lige Tandbørsten’. Med andre ord: kalorielet fredagsfordriv, hvor hele familien kan være med.
Med det sagt så tilbyder “Last Goodbye” i nogen grad et pusterum med afmålte doser af relevante riffblokke, uden dog for alvor at hæve sig over det jævne. I kontrast til en A-side med forsvindende få højdepunkter lægger anden halvdel fra land med et to minutter langt interludium. Indrømmet, jeg har sædvanligvis svært ved at se lyset endsige relevansen af en sådan disposition, om end Game of Thrones-insinuerende ”The Long Road” med lidt god vilje kunne agere ouverture for ”Blood Of Heroes”. Det kan så godt være, at der ikke forefindes for fem finske mark innovation i hverken sangskrivning eller kompositioner, og at titlen derfor må siges at være umådelig billigt til salg, men ikke desto mindre begår Battle Beast velsagtens her albummets mest helstøbte nummer.
I modsatte ende af skalaen finder vi ”Angel of Midnight”, der mest af alt fremstår som en pastiche over gamle ideer – et nummer, der formentlig ville gøre sig noget bedre som en del af diskografien hos kollegerne fra Beast in Black. ”Watch The Sky Fall” gør et sidste, halvdesperat forsøg på at puste liv i festen. Men ak, der er lukket og slukket. Den fede dame har for længst sunget af, og det kan vist kun være de mest krigshungrende horder, der føler behov for en encore.
Krigen gør os alle til ådsler
Med Noora Louhimo som uomtvistelig drivkraft formår Battle Beast i moderat omfang at underholde de mest trofaste følgere. Steelbound leverer både solide riffs og velkoreograferede vokalpassager, men de drukner hurtigt i et hav af forudsigelige strukturer og genbrugte idéer. Enkelte højdepunkter som ”Blood Of Heroes” viser dog, at bandet stadig er i stand til at skrue på knapperne, når de vil. Om end jeg måske lige knap og nap deler min kollegas kradse kritik, tenderende nedslagtning af No More Hollywood Endings, så kommer vi ikke uden om, at Steelbound i skarp konkurrence med netop dette album kandiderer til den lidet flatterende titel som finnernes svageste udspil til dato. Og misforstå mig ikke: Det er ingenlunde elendigt – hvis det da bare var så vel, fristes man til at sige. Næh, det er meget værre: Det er larmende ligegyldigt. Som et af de få forsonende træk slipper vi dog med beskedne 38 minutter. Vi må nøjes med at glæde os over, at Battle Beast trods alt stadig er et aldeles suverænt liveorkester, og dermed se frem mod besøget på Gimle, hvor de sammen med Dominum og Majestica lægger vejen forbi den 5. november.
